FIRST HATE DK

Scene
TBA
Show
Lørdag 1. juli 2023
Mere om kunstneren
Instagram
Spotify

Den danske synthpop-duo markerer 10-års jubilæum med ekstatisk fest

Mellem romantisk hjerteblod, utøjlet hedonisme og clubbede stemninger har First Hate bidt sig fast på den danske popscene med et originalt udtryk. Duoen bestående af Anton Falck og Joakim Wei Bernild kan i 2023 fejre 10-års jubilæum, og de holder tydeligvis stadig faklen højt, som det manifesteres på det seneste album, “Cotton Candy” fra 2022. Albummet udkom efter fem års dvale, men det tog ikke First Hate lang tid, før de atter havde sat hjerter og dansefødder i brand.

Også anmelderne var begejstrede. Som Soundvenue, der prompte gav “Cotton Candy” en plads på deres liste over årets bedste danske plader og priste First Hate for deres evner til på den ene side at levere uforfalskede popbaskere, men samtidig også bringe avantgardistiske greb og foruroligende stemninger i spil. Musik, der rummer både ekstasen og eftertanken.

De samme kvaliteter havde Pitchfork øje for, da de i 2017 roste First Hates debutalbum, “A Prayer for the Unemployed”, for at levere eftertænksom synth-romantik, som fik det toneangivende medie til at drage sammenligninger med New Order og Pet Shop Boys. Store ord? Ja, men First Hate er ikke bange for at have ambitioner på poppens vegne, hvilket man uden tvivl får at mærke på Roskilde.