FLORENCE ADOONI

Scene
TBA
Show
Fredag 30. juni 2023
Mere om kunstneren
Spotify

Ghanesisk gospeltalent inviterer til dansefest af dimensioner. 

Det er svært at holde kroppen i ro, når Florence Adooni skaber nye dansable sammenhænge mellem historien og nutiden. 

Den ghanesiske sanger er en del af hjemlandets boblende Frafra Gospel-scene, der er skabt til at blive sunget stående og med svedige håndklap til en proppet søndagsgudstjeneste – faktisk kaldes hun ”The queen of Frafra Gospel”! 

Hos Adooni bliver dette medrivende udtryk blandet med en anden af Ghanas stærkeste og stolteste musiktraditioner: den perlende melodiske og rytmisk vibrerende highlife, hvor lokale ghanesiske traditioner møder inspiration fra pop, rock og jazz, inklusive masser af feststemte horn. Hun er da også opvokset i byen Kumasi, der er kendt som highlife-genrens epicenter. 

Florence Adooni har udgivet flere album i hjemlandet og arbejdet sammen med den ghanesiske kologo-virtuos Guy One, og så fik udlandet for alvor øjnene op for hendes stærke vokal, da hun i 2021 gæstede den finske electronica-excentriker Jimi Tenors pumpende single Vocalize My Luv. 

Verden er altså for alvor klar til Florence Adoonis catchy brobygning mellem tradition og fornyelse, og skal man tage hendes nye single Yinne, er der lagt i ovnen til en dansefest af dimensioner på Roskilde Festival.