FULU MIZIKI CD

Scene
TBA
Show
Lørdag 1. juli 2023
Mere om kunstneren
Instagram
Spotify

Affald forvandles til musikalsk guld af congolesisk kollektiv

Deres navn betyder løst oversat “musik lavet af skrald”, og det afrofuturistiske kollektiv fra den congolesiske hovedstad, Kinshasa, har da også taget udsagnet “one man’s trash, another man’s treasure” helt bogstaveligt.

De har nemlig grundlagt hele deres identitet på et princip om kun at bruge genbrugsmaterialer og skrald til at bygge deres instrumenter. Skraldeobjekterne bruges dog ikke kun til at skabe fantasifulde lydobjekter, men også til at konstruere masker og kostumer, der indgår i den totalperformance, som en koncert med Fulu Miziki er.

Skraldeideologien er mere end bare en gimmick. Den definerer også bandets identitet og giver dem en uforudsigelig nerve, eftersom musikerne konstant udfordres af deres egen voksende instrumentpark og tvinger dem til at udforske nye veje. Som publikum ved man derfor heller aldrig helt, hvad man får, når Fulu Miziki går på scenen. Men det aktivistiske band, der bl.a. har gennemført en hel Europa-tour med instrumenter de byggede undervejs, er altid leveringsdygtige i overvældende koncerter, hvor dansable rytmer, punket æstetik og afrofuturistiske elementer går op i en højere enhed, som man også kan høre på deres EP “Ngbaka” fra 2022.