GANGER DK

Scene
Arena
Show
Fredag 30. juni 2023
Mere om kunstneren
Instagram
Spotify

Ganger leverer pop, poesi og himmelstræbende vokalmagi

Storslået pop og ambitiøs kunst behøver ikke at være modsætninger. Det beviser bandet Ganger, som med deres to første album, Mørk og Tro, hurtigt har indtaget positionen som et af de mest særlige danske popbands lige nu.

Med poetiske tekster, kollektiv tilgang, drama og himmelske vokalharmonier lader Ganger hånt om de gængse spilleregler, men alligevel er man ikke i tvivl om deres store pophjerte. Det har kastet store sange af sig, som både har forført publikum og fået anmelderne til at dåne. Soundvenue kårede således Tro til det bedste danske album i 2020, og bandet har i det hele taget hevet pris efter pris hjem. At Ganger ligeledes formår at udfolde sangene live, har de vist med en triumferende række af optrædener, bl.a. i Operaen og på Summer Days.

Det har opbygget massive forventninger til det kommende album, Pisk, der udkommer i 2023, og som udgør sidste del af den såkaldte Mørktropisk-trilogi med de to første plader. Således kan man forvente sange fra hele trilogien, når Ganger til sommer endelig indtager Roskilde Festival med koncert på Arena.