En af vor tids vigtigste rappere vender endelig tilbage til Orange Scene!
Siden sin entré på musikscenen for lidt over 10 år siden har Kendrick Lamar sat en tårnhøj standard for hiphop med stort tænkte værker, der forener det personlige og det politiske.
Som Bob Dylan i sin tid brugte folkemusik og rock som afsæt for en helt igennem original syntese af kulturelle og samfundsmæssige strømninger, bruger Lamar hiphoppen som seismograf for tidsånden, samtidig med at han på ambitiøs vis kobler den med hele den afroamerikanske musikhistorie via dyk ned i jazz, funk og afrofuturisme. Album som “To Pimp a Butterfly” og "DAMN." står som musikalske milepæle, og med det flossede og personlige nye album "Mr. Morale & the Big Steppers" går Lamar atter nye veje.
At Kendrick Lamar også som livekunstner fortsat er i en liga for sig, vidner hans seneste arena-tour om. Her høstede han over en bred kam superlative anmeldelser for et helstøbt show med plads til både overdådig koreografi og visuals, men hvor musikken også havde plads til at ånde, og hvor han viste sig som en mester i at forvalte hele sit bagkatalog med vedkommende nerve.
Han skulle have stået på Roskilde Festival i 2021, så det er med stor glæde, at en af vor tids største rappere nu endelig atter kan indtage Orange Scene, hvor han senest stod i 2015.