Iskold synthwave fra fransk mørkemester
Der findes mange nutidige musikere, som henter inspiration i 80'ernes hang til synthesizers. Franske Perturbator har dog fundet sin egen mørke vej ind i denne æra. Her er det ikke 80’ernes synthpopbands, der dyrkes, men derimod årtiets iskolde cyberpunk-æstetik og ikoniske horrorsoundtracks, som siver igennem sprækkerne. De dunkle synthflader væves sammen med elementer af industrial og metal i Perturbators univers, som da også har tiltrukket et kultfølge blandt folk, der ellers sværger til den tunge ende af metallen.
Således har James Kent, der gemmer sig bag navnet Pertubator, været udvalgt som kurator til den vigtige hollandske festival for sortrandet musik, Roadburn. Her optrådte han ligeledes med Cult of Lunas Johannes Persson – et samarbejde, der også resulterede i sidste års stærke udspil "Final Light".
Kent er rundet af black metal-miljøet, hvilket fornemmes i den dystopiske og kolde, men også meget atmosfæriske musik. Det er musik, der tager dig tilbage til stemningen fra soundtracks til film som "Halloween" og "The Ghost in the Shell", men som samtidig rammer lige i kødet og knoglerne til Perturbators intense koncerter.