The Sound of Every Day – Roskilde samler selve lyden af Roskilde Festival i et klingende lydportræt
Resonerende Rum bruger musik og kunst til at samle mennesker i mangfoldige fællesskaber, hvor musikken bliver et sprog, der forener. Hvor et ensemble kan bestå af både amatører, professionelle, privilegerede og marginaliserede.
Roskilde Festivals fundament er frivillighed. Uden frivillige, ingen Roskilde Festival. Derfor har Resonerende Rum inviteret frivillige fra en række af de foreninger, der er med på Roskilde Festival, til at indgå i et alsidigt ensemble, der udgør kernen i lydportrættet The Sound of Every Day – Roskilde. Lydinstallation kan opleves på Platform, hvor lyden indlejres i scenografien og inviterer lytterne til at gå på opdagelse.
The Sound of Every Day – Roskilde er startskuddet til et flerårigt kunstnerisk projekt, som Resonerende Rum udarbejder med festivalen.
Resonerende Rum har de seneste år været repræsenteret på museer og gallerier i ind- og udland. I 2022 modtog de en Danish Music Awards Jazz i kategorien Årets Tværæstetiske Udgivelse for udstillingen og udgivelsen "En verden, der melder sig".