SUDAN ARCHIVES US

Scene
Avalon
Show
Torsdag 29. juni 2023
Mere om kunstneren
Instagram
Spotify

Visionær kunstner leverer afrofuturistisk soulmusik og personlige sange

“Et selvbiografisk mesterværk” kaldte Soundvenue det seneste album fra Sudan Archives. Og albummet Natural Brown Prom Queen har da mildest talt også taget verden med storm med en visionær blanding af soul, hiphop, avantgarde, jazz og pop - tilsat stærkt personlige sange og Sudan Archives’ signaturinstrument: violinen.

Den amerikanske musiker Brittney Denise Parks, der står bag kunstnernavnet, vakte allerede opsigt med debutalbummet Athena fra 2019, som blev skamrost af flere toneangivende musikmedier og bragte hende rundt på alverdens festivaler. Alligevel var ingen helt forberedte på det både eklektiske og dybt personlige univers, som Sudan Archives folder ud på 2022-mesterværket, der allerede synes at være en oplagt kandidat i toppen af årslisterne.

På virtuos vis blandes R&B-farvede sange med både vestafrikanske musikformer og clubbede elektroniske beats i en musikalsk tour de force, der bedst kan beskrives som svimlende. Og det bedste af det hele: Sudan Archives formår til fulde af løfte det særlige lydunivers live, hvad hun beviste på sin seneste tour, der også bragte hende forbi Danmark med en fantastisk koncert. Forventningerne til hendes koncert på Roskilde Festival er således tårnhøje.