Den kapitalismekritiske hitsmed er klar til at erobre Orange Scene.
Det er ikke kun i kraft i sin fysiske højde, at han rager op i det danske musiklandskab. Tobias Rahim har også stille og roligt erobret den danske poptrone med sang efter sang, der er braget igennem lydmuren.
Man skal have sovet dybt for at have undgået bangers som “Mucki Bar”, “Feberdrømmer Xx Dubai” og Andreas Odbjerg-samarbejdet “STOR MAND”, og publikum på Roskilde Festival 2022 havde da også set skriften på væggen, hvorfor hans koncert på Arena blev et sjældent set tilløbsstykke. En koncert, der fik mange til at spørge, om næste stop mon ikke var Orange Scene: Og det er det selvfølgelig!
I mellemtiden har Tobias Rahim udsendt det imponerende album Når sjælen kaster op, der for alvor har cementeret hans position som Danmarks førende hitsmed. Dansk-kurderen bruger poppen til at krænge sjælen ud, udforske en flertydig maskulinitet og til at hudflette både kapitalisme og nationalisme. Rahim er bestemt ikke den typiske popstjerne, men han er præcis den popstjerne, vi har brug for nu. Og hans koncert på Orange Scene bliver uden tvivl et brag.