Hekseklubben sætter ild til patriarkatet med norsk black metal.
De tidligere pionerer på den norske black metal-scene benyttede kunsten til at brænde det etablerede samfunds værdier ned (nogle af dem ret bogstaveligt). Så det var næsten blot et spørgsmål om tid, før nogen så genrens potentiale til at smide patriarkatet på metalbålet.
Her kommer Witch Club Satan ind i billedet. Skønt bandet først blev dannet i slutningen af 2021 og kun har udgivet et enkelt nummer, singlen “Hysteria”, har de allerede skabt solid hype i Norge med deres feministiske og sortmetalliske heksemesse. Selveste Necrobutcher fra legendariske Mayhem er da også mentor for gruppen, hvilket burde være garant for en autentisk forbindelse til genrens kompromisløse rødder.
Bandets koncerter er som et dramatisk ritual, der forener black metal, performance og okkult seance. Det er et ritual, som giver stemme til kvinders lidelse gennem tiderne og samtidig blæser til kamp mod mandsdominerede strukturer i samfundet. Det er dystert, aggresivt og nådesløst og med en gennemført æstetik, hvor den klassiske norske black metal møder inspiration fra heksefiguren. Tør du indløse billet til hekseklubben?