WU-LU UK

Scene
TBA
Show
Fredag 30. juni 2023
Mere om kunstneren
Instagram
Spotify

London-rapperen leverer brændstof til revolutionen med punket attitude

Med revolutionær energi, intens rap og punkattitude er Wu-Lu alias Miles Romans-Hopcraft hurtigt blevet en af den eksperimenterende hiphops mest interessante navne.

Med rødder i Sydlondons multikulturelle miljø flænser han tidsånden med skarpe tekster og et musikalsk udtryk, der blander alt fra metal og screamo punk til dub og hiphop, og hvor der også er plads til inspirationer fra jazz, soul og beat-poesi.

Wu-Lu har siden sit første minialbum, "GINGA" (2015), trodset alle genrekonventioner. Det fortsætter han med på sit fremragende seneste album, "Loggerhead" (2022), udsendt på stilskabende Warp Records. Et album, som af The Line of Best Fit blev rost for sin punkede ånd og evnen til at kombinere et konfrontatorisk lydbillede med en sans for at skabe sammenhold mellem marginaliserede stemmer.

Det er også en evne Wu-Lu bringer til sine koncerter, der gerne kulminerer i en eksplosiv moshpit, mens Wu-Lu og hans band lader metalliske guitarer, heftige drum & bass-rytmer og poetiske håndgranater regne ned over publikum. Og hvor publikum gerne selv opfordres til at skrige deres lunger ud i mikrofonen.