BAZAR: EN CIRKULÆR LEGEPLADS

PUBLICERET TORSDAG 29.6.2023

Festivallivet
I år er Bazar-området skabt af genbrugt træ, gamle ventilationsrør og grønne planter, der spirer videre i børnehaver og SFO’er efter festivalen. 

Af Ina Jacobsen, frivillig i Roskilde Festivals mediehus

Gå på jagt efter gode tilbud i Bazar-området, der bl.a. huser Mads Nørgaard og Wood Wood. Du kan også slænge dig i skyggen omringet af grønne planter med en kop kaffe fra Peter Larsen. 

Udover at være et spirende handelscentrum og en lille oase i krydsfeltet mellem Orange, Central Park og Apollo er Bazar-området i år også et laboratorium for cirkulært byggeri.  

Området er i år hovedsageligt blevet bygget op efter cirkulære principper om genbrug, genanvendelighed og upcycling - og er dermed også et lille kig ind i fremtidens festival.  

Fra næste år skal de cirkulære principper nemlig også gælde for resten af byggeriet på Roskilde Festival. 

Omvendt designproces 

“I år har vi vendt designprocessen om, så i stedet for først at udtænke et design og så gå ud og finde materialer, har vi kigget på, hvad vi allerede har adgang til, og derefter hvad vi har kunnet skabe af det,” forklarer Nicolai Bang-Lauritsen, der er områdeleder i Bazar. 

Blandt andet er de fem meter høje food mountains bygget af genbrugt tømmer, og plantekasserne er skabt af gamle ventilationskanaler. 

Nyt liv efter festivalen  

At bygge cirkulært handler ikke kun om at genbruge materialer, men også at lave setup, der nemt kan skilles ad og sættes op igen. Det gælder bl.a. Postevands bod, hvor man kan tappe postevand i stedet for de sædvanlige kildevandsflasker. Boden er konstrueret til årets festival, men designet til hurtigt at kunne tages ned og sættes op igen et andet sted. 

Også de planter, du støder på rundt omkring i området, får et nyt liv efter festivalen. De bliver nemlig doneret til børnehaver og fritidsordninger i Roskilde, hvor de kan spire videre og give lidt grøn glæde. 

Legeplads med plads til både fejl og succeser 

Opbygningen af Bazar kan ses som en legeplads for de cirkulære byggeprincipper. En tryktest før principperne udbredes til hele festivalpladsen. 

“I år prøver vi en masse ting af i mindre skala på Bazar-området. Så kan vi lære af vores fejl og genbruge succeserne, når vi udbreder principperne til resten af festivalen næste år”, fortæller Nicolai Bang-Lauritsen.