BLUR BLANDT 19 NYE NAVNE TIL ROSKILDE FESTIVAL 2023

PUBLICERET ONSDAG 30.11.2022

Festivallivet

Britpop-legenderne Blur, guitarheltene i Queens of the Stone Age, indiepop-stjerneskuddet Japanese Breakfast og den danske publikumsfavorit Tobias Rahim er blandt de 19 nye navne, der i dag føjes til musikprogrammet for Roskilde Festival 2023.

Find festtøjet frem og start nedtællingen, for festen på Roskilde Festival 2023 begynder at tage form. I dag kan vi løfte sløret for 19 nye musiknavne, som repræsenterer 10 nationer og emmer af alt fra legendestatus til rå energi og masser af fest.

To årtier efter deres seneste koncert på Roskilde Festival vender britpop-ikonerne i Blur tilbage med et bagkatalog proppet med hits som 'Song 2', 'Girls & Boys' og 'Coffee & TV'.

Selvom Blur senest gæstede Roskilde Festival helt tilbage i 2003, har Damon Albarn holdt sig særdeles tæt på Roskilde-publikummet i de forgangne år. Han har både optrådt i eget navn og med så forskellige projekter som Gorillaz, Africa Express og The Orchestra of Syrian Musicians.

Når den evigt legesyge og genrenedbrydende Albarn træder ud på Orange Scene med Blur til sommer, er det således 10. gang, han står over for Roskilde-publikummet.

Queens of the Stone Age vender tilbage med både klassikere og nyt materiale.

Queens of the Stone Age vender tilbage med nyt album
Er du til tunge riffs, må du ikke misse amerikanske Queens of the Stone Age, der til sommer spiller festivalpladsen op med et nyt album i bagagen.

Josh Hommes ørkenrock-mastodonter gæstede senest festivalen helt tilbage i 2013, og deres kommende koncert på Roskilde Festival er Queens of the Stone Ages femte af slagsen.

Omvendt er der tale om en længe ønsket Roskilde Festival-debut til landsmændene i det fremadstormende indieband Japanese Breakfast, der til sommer indhyller Roskilde Festival i skøn dream pop.

Tobias Rahim indtager Orange Scene
Oven på denne sommers magtdemonstration under et propfyldt Arena-telt er Tobias Rahim, der lige nu er højaktuel med både digtsamling og debutalbum, mere end klar til at vise, at han har formatet til at fylde pladsen foran Orange Scene med allerede udødeliggjorte hits som ’STOR MAND’, ’Mucki Bar’ og ’Når Mænd Græder’.

Kontrastrige popstemmer
Festivaldeltagerne kan se frem til yderligere to markante popstemmer i hver sin afdeling.

Svenske Tove Lo disker op med sin sexpositive ”dirty pop” med et spritnyt og dybt personligt album med sig, og canadiske Alice Glass vender tilbage til Roskilde Festival – for første gang i eget navn. Med sig har hun solodebutalbummet ’PREY//IV’, der forholder sig til misbrug, vold og traumer, og som viser en vej igennem mørket.

I dag har Roskilde Festival føjet følgende 19 navne til næste års plakat:


Blur (UK)

Queens of the Stone Age (US)

Alice Glass (CA)
Japanese Breakfast (US)

Tove Lo (SE)
Tobias Rahim (DK)

Adekunle Gold (NG)
Bala Desejo (BR)
Big Freedia (US)
Debbie Sings (DK)
Ganger (DK)
Ithaca (UK)
Liraz (IR)
Melodi Ghazal (DK)
Nikki Lane (US)
ShaSimone (UK)
Sudan Archives (US)
Villano Antillano (PR)
Witch Club Satan (NO)

Og hvis du missede offentliggørelsen af vores første navne til Roskilde Festival 2023, så slutter de nye navne sig altså til sværvægtere som Burna Boy, Christine and the Queens, Denzel Curry og Rina Sawayama.

Du kan finde alle præsentationer lige her.

Billetter er i salg nu
Og billetsalget til Roskilde Festival 2023? Det er allerede godt i gang!

En partoutbillet til sommerens festival koster 2400 kr. (plus gebyr), og en endagsbillet koster 1200 kr. (plus gebyr).

Få fingrene i en billet lige her.

Roskilde Festival 2023 finder sted fra 24. juni til 1. juli.