SPIS DIG KLODEN RUNDT I FESTIVALENS NYESTE MADBODER

PUBLICERET TIRSDAG 27.6.2023

Festivallivet
Jamaicansk kylling, afrikanske samosas eller måske franske flammkuchen? Der er kulinarisk inspiration at hente fra mange afkroge af verden, når du skal have stillet sulten på festivalen. 

Af Ina Jacobsen, frivillig i Roskilde festivals mediehus

Er du sulten? Så er der hjælp at hente fra Peter Harbo, der er teamleder i Food, som udvælger alle de madboder, du kan finde på festivalen.  

Her får du Peters guide til, hvordan du kan spise dig - næsten – hele kloden rundt i de nyeste skud på madbodsstammen. Og han ved, hvad han taler om. Sammen med resten af sit Food-team (de er 14 personer i alt) smager han sig vej gennem alle festivalens 124 madboder, inden det hele er slut på lørdag.  

Caribien 

Smut en tur til C på Reggae Kitchen (Kingston Cantina) lige ved siden af Stadion, hvis du savner caribiske himmelstrøg. Her serveres jamaican jerk chicken og Trinidad Coco ‘n’ Curry. Yah man! 

Peru  
Herefter skal du ikke længere end til den anden ende af C for at komme til Peru hos Lima Empanades, der byder på – ja – peruvianske empanadas. 

Afrika 
Sving sydpå til Safari Kitchen nede bag fiskesøen i J, hvis du er til afrikanske streetfood-delikatesser som peanutbutterkylling, pilau og samosas.  

England/USA 
I J kan du også finde burgere hos Eden on the road, som københavnske veganere måske kender hjemmefra som Eden Jaxx. Her er den traditionelle oksekødsbøf bare skiftet ud med en juicy og plantebaseret en af slagsen. 

Japan/Skandinavien 
Når Indre Plads åbner i morgen, kan du hoppe en tur forbi Sticks'n’Sushi ved siden af Arena og mæske dig i sushi og yakitori sticks – japansk men med et nordisk twist.  

Frankrig og Afrika 
I Food Court er der som altid et væld af muligheder. I år er der kommet to nye til: Sasaa, der er en pan-afrikansk-inspireret restaurant, som hylder afrikansk kultur med retter fra både vest-, øst- og sydafrikanske regioner. Den anden nytilkommer er Grapes and Flames, der serverer Alsace-inspirerede flammkuchen: en tysk-fransk version af pizza med helt tynd, sprød bund og fx fromage blanc, bacon og/eller trøffel på toppen. 

Apropos kloden, så hold øje med One Planet Plate-mærket, når du er på rov. Hvis du vælger en ret med dette mærkat, som Roskilde Festival har udviklet i samarbejde med WWF, så gør du jordkloden en tjeneste ved at spise med et minimalt klimaaftryk. 

Dyk selv ned i festivalens mangfoldige madscene i appen.