FLOKKR ON TOUR: BRUG DIN STEMME OG SKAB FORANDRING!

PUBLICERET ONSDAG 17.8.2022

Aktivister fra Den Grønne Ungdomsbevægelse, Fridays For Future Danmark, UngEnergi og LGBT+ Danmark vil engagere dig i klimakamp og LGBT+ rettigheder. Se hvor du kan møde vores aktivist-karavane.


Vi har samlet et kollektiv af aktivister fra Den Grønne Ungdomsbevægelse, Fridays For Future Danmark, UngEnergi og LGBT+ Danmark.

Sammen vil vi engagere dig og endnu flere unge i nogle af tidens vigtigste dagsordener – klimakamp og LGBT+ rettigheder.

Første stop var årets Roskilde Festival.

Her kunne du lytte, debattere, feste og blive klogere sammen med et væld af aktivister, musikere, forfattere og dansere i forsamlingsstedet Flokkr på campingområdet.

Men vi er langt fra færdige!

Nu drager aktivisterne i karavane videre på tur. De vil inspirere dig og dine venner til at bruge jeres demokratiske ret til at skabe social forandring og en mere bæredygtig fremtid. 

Du kan blive en del af karavanen og selv opleve, hvordan kunst, aktivisme og kreative udtryk fungerer som katalysator for demokratisk engagement på disse tre begivenheder: 

  • Folkemøde Møn  
    Tag med på en fremtidsrejse sammen med Den Grønne Ungdomsbevægelse, snak om safer spaces sammen med LGBT+ Danmark og brug din grønne stemme i Fridays For Future Danmarks interaktive kunstinstallation. Mød os i Stege på Møn 19. august. 
  • Ungdommens Folkemøde  
    Få klimaførstehjælp til din hverdag af UngEnergi, råb dine frustrationer over klimabelastende reklamer ud i Den Grønne Ungdomsbevægelses råbekasse, skriv dine håb for fremtiden på kunstinstallationen Kærlighedens Træ sammen med Fridays For Future Danmark og vær med til at skabe safer spaces sammen med LGBT+ Danmark. Mød os i Valbyparken 7.-8. september. 
  • GRASP 
    Bland dig i spørgsmålet om retten til trygge rum sammen med LGBT+ Danmark og bliv klogere på intersektionel klimakrise med Den Grønne Ungdomsbevægelse og Emma Holten. UngEnergi leverer klimaførstehjælp til hverdagen, mens Fridays For Future skaber fremtidshåb med installationen Kærlighedens Træ. Mød os i Musicon-bydelen i Roskilde 6.-7 oktober 

Det hele foregår i værket Here Together Kinship, som kunstnerduoen Baum & Leahy har skabt med genbrugte og upcyclede materialer. Det er et levende og dynamisk mødested for kunst og aktivisme skabt til at stimulere fantasi og kreativitet. 

Mød Kristoffer, Tobias, Malaika og Isabelle 
Hvad kan vi andre lære af et kollektiv af unge aktivister? Hvad har de på hjertet? Og hvordan vil de gøre en forskel for demokratiet? 

Her kan du møde Kristoffer, Tobias, Malaika og Isabelle, som fortæller om deres frivillige engagement i bevægelserne LGBT+ Danmark, UngEnergi, Den Grønne Ungdomsbevægelse og Fridays For Future Danmark. 

Flokkr on Tour er udviklet af Roskilde Festival i samarbejde med Baum & Leahy, LGBT+ Danmark, UngEnergi, Den Grønne Ungdomsbevægelse og Fridays For Future Danmark.  Projektet er støttet af CISU - Civilsamfund i Udvikling, KR Foundation og Statens Kunstfond.