HAR DU TAKKET DIN PANTSAMLER?

PUBLICERET ONSDAG 28.6.2023

Festivallivet
Mens du fester, samler hundredvis af pantsamlere dåser og flasker til din og planetens fordel 

Af Rasmus Løwenstein, frivilling i Roskilde festivals mediehus

Hvad gør du med dåserne, når du er kommet igennem din øl? Hvert år køber ca. 300 pantsamlere fra op imod 15 forskellige lande billet til Roskilde Festival udelukkende for at samle din pant.  

Siden 2016 har gruppen Responsible Refund taget vare om pantsamlerne og skabt et rum, hvor der er plads til afslapning. Luiza Scalco har været en del af gruppen fra begyndelsen: 

“Når pantsamlerne køber billet, får de ikke samme fordele som festivalens øvrige frivillige med adgang til afslapningsområder og varme bade. Derfor har vi skabt det her område, hvor de får samme mulighed for at slappe af og genoplade deres batterier”, forklarer Scalco. 

“Det er hårdt fysisk arbejde og meget belastende for ryggen at bukke sig ned efter dåser hele dagen. Så vi ønsker at gøre det til en god oplevelse for dem, når de er her”. 

Du tænker måske ikke over det, når musikken spiller, og øllene drikkes på campingområdet, men pantsamlerne spiller en stor rolle i at sørge for, at dåser og flasker bliver samlet ind og sendt til genanvendelse – og de 50 frivillige i Responsible Refund lægger et stort arbejde i at sørge for at anerkende deres arbejde. Luiza Scalco har en bøn til festivaldeltagerne om det samme: 

“Hvis du er færdig med en drik, så tag kontakt til en samler og spørg, om de vil have dåsen. Bare ved at være høflig og taknemmelig, føler samlerne sig langt mere anerkendte og værdige. De gør en stor indsats for, at vi alle kan have en mere ren og klimavenlig festival, så husk at takke dem for det”.