KENDRICK LAMAR SPILLER PÅ ROSKILDE FESTIVAL 2023

PUBLICERET TIRSDAG 28.2.2023

Festivallivet

DAMN! Gør dig klar til at opleve et de mest efterspurgte og største navne på Orange Scene til sommer

Ingen ringere end Kendrick Lamar er nemlig en del af 16 nye navne, som vi i dag kan tilføje til en allerede bugnende festivalplakat. På tværs af de spritnye tilføjelser finder man en lang række markante stemmer, der foruden Kendrick Lamar blandt andre tæller Angélique Kidjo, Caroline Polachek, Weyes Blood, Code Orange og Indigo De Souza.

Har du endnu ikke købt billet til Roskilde Festival, skal du slå til nu.

Gør dig klar til at købe Special Camping-produkter. Salget starter klokken 11.30!

Kendrick Lamar har været en af jeres allermest ønskede navne til sommerens festival, og efter otte års venten kan vi endelig byde den indflydelsesrige rapper velkommen tilbage. Hans seneste optræden på Orange Scene i 2015 var en magtdemonstration af dimensioner, og årets koncert på vores hovedscene må forventes at blive et af sommerens absolutte højdepunkter.

Kendrick Lamar udgav i 2022 det dybt personlige mesterværk "Mr. Morale & the Big Steppers", der blotlægger Kendrick Lamars indre dæmoner, generationstraumer og status som populærkultur-fænomen. Eller som han selv udtrykte det, da han i februar blev tildelt en GRAMMY for årets bedste rapalbum: ”I’ve finally found imperfection”.

Caroline Polachek udgav i midten af februar det majestætiske mesterværk "Desire, I Want to Turn Into You", der har begejstret både anmeldere og publikum. Til sommer gæster hun Roskilde Festival for første gang med en koncert på Arena.

Farverige festivaldebuter
De nye navne i dagens pakke så godt som garanterer at blæse dig bagover, når de indtager Roskilde Festival. Og flere af navnene markerer ovenikøbet deres debut på festivalen, blandt andre det kompromisløse hardcore-punkband Code Orange, hyperpop-stjernen Caroline Polachek og den fremstormende singer/songwriter Indigo De Souza. Og så er det første gang, at den allestedsnærværende dansk-jamaicanske rapper Benny Jamz giver solokoncert på Roskilde Festival.

Angélique Kidjo, afropoppens grandmother, vender tilbage til festivalen, som hun første gang besøgte i 1994. Den aktivistiske flamme brænder stadig på fuld blus i det beninsk-amerikanske ikon, der er en vigtig inspiration for nogle af de største afrikanske stjerner netop nu. Kunstnere som Mr Eazi, Yemi Aladi og Roskilde-aktuelle Burna Boy medvirker alle på Angélique Kidjos seneste album, ’Mother Nature’ fora 2021.

Et gensyn bliver det også, når Weyes Blood indtager Avalon-scenen. Den amerikanske singer/songwriter udsendte i 2022 det anmelderroste album ”And in The Darkness, Hearts Aglow”, og hendes koncert til sommer følger op på en uforglemmelig optræden på Pavillion-scenen i 2019.

Jules Fischer og Josefine Opsahl, to af tidens store kunstneriske talenter, forener deres kræfter i intens og sanselig queer-performance på årets Roskilde Festival.

Lyden af festival og normkritik
På Platform, vores scene dedikeret til hybridformater for nysgerrig og pirkende kunst og musik, kan du til sommer opleve et lydportræt af selve Roskilde Festival og vores fundament: foreningslivet. Kulturinstitutionen Resonerende Rum bringer mennesker sammen i mangfoldige og inkluderende fællesskaber, når den inviterer en række af festivalens foreningsfrivillige til at indgå i et kor og skabe lydinstallationen "The Sound of Every Day – Roskilde".

Samme sted kan du opleve performanceværket ”It doesn’t look like anything to me”, hvor billedkunstner og koreograf Jules Fischer og cellist og komponist Josefine Opsahl skaber et intimt og omsluttende rum. Josefine Opsahl – der i 2022 modtog Kronprinsparrets Kulturelle Stjernedryspris – og Jules Fischer leger med det ambivalente og uafkodelige og sætter gennem deres kunst spørgsmålstegn ved den binære forståelse af køn som henholdsvis feminint eller maskulint.

I dag føjes følgende 14 navne til Roskilde Festivals musikplakat:

Kendrick Lamar (US)

Angélique Kidjo (BJ)
Caroline Polachek (US)
Code Orange (US)
Weyes Blood (US)

Benny Jamz (DK)
Clarissa Connelly’s Canon (DK)
Derya Yildrim & Grup Simsek (TUR)
First Hate (DK)
Fulu Miziki (CD)
Indigo De Souza (US)
Nora Brown (US)
Phelimuncasi (ZA)
Special Interest (US)

I dag føjes følgende to navne til Roskilde Festivals Art & Activism-program:

Jules Fischer & Josefine Opsahl (DK)
Resonerende Rum (DK)