Q&A: Open Call 2022
Få svar på dine spørgsmål om Roskilde Festivals Open Call 2022
PUBLICERET MANDAG 5.12.2022
Vi åbner for ansøgninger om donationer fra Foreningen Roskilde Festival. Vi vil især gerne høre fra initiativer, der viser stærke sammenhænge mellem kunst, kultur og unges trivsel.
Foreningen Roskilde Festival donerer hele det økonomiske overskud fra Roskilde Festival til initiativer, der især gavner børn, unge og kulturlivet.
Og efter årets brag af en festival har vi igen penge i kassen til udlodning. De skal bruges til at skabe grobund for nye idéer, løsninger og drømme om en mere bæredygtig verden.
Som festival ved vi, at kunst og kultur kan engagere mennesker i fællesskaber, give håb og inspirere til at drømme stort. Men kunst og kultur kan også påvirke menneskers mentale helbred positivt.
Kort sagt: Overskuddet fra årets festival skal give unge drømme liv!
Derfor lancerer vi Open Call ’22.
Efterlysning: kunst og kultur for unge
Vi efterlyser donationsansøgninger fra foreninger og organisatorer, som støtter trivslen og den mentale sundhed for unge i sårbare livssituationer.
Vi lægger vægt på ansøgninger fra tværfaglige projekter, der integrerer kunst og kultur i deres indsatser – og gerne hvor frivillige gør en forskel for fællesskaberne.
Og vi er især nysgerrige på at høre om initiativer, som tester nye idéer og tilgange, der kan demonstrere stærke sammenhænge mellem kunst, kultur og unges trivsel.
Det kan være via kunst- og kulturoplevelser, men også skabende, kreative fællesskaber, hvor de unge deltageres egne erfaringer kan bearbejdes.
Derfor trivsel og kultur
Med årets Open Call vil vi gøre en forskel for børn og unge på deres vej gennem livet.
Vi gør det ved at aktivere kunst og kultur i sociale, forebyggende eller behandlende indsatser gennem donationer fra festivaloverskuddet.
Open Call ’22 handler for os om at sætte kunstens og kulturens trivselsfremmende potentiale i spil over for unge i sårbare livssituationer.
For den voksende mistrivsel og omfanget af unge, der lever uden for samfundets fællesskaber, kalder på nytænkning.
Som festival ved vi, at kunst og kultur kan engagere mennesker i fællesskaber, give håb og inspirere til at drømme stort.
Men kunst og kultur kan også påvirke menneskers mentale helbred positivt.
Sådan ansøger du
Hvis du repræsenterer en forening eller organisation, der skaber trivselsfremmende kulturoplevelser for børn og unge, kan du sende en ansøgning om donation fra Roskilde Festival via vores online donationsplatform (eksternt link).
Få svar på dine spørgsmål om ansøgningen til Roskilde Festivals Open Call 2022.
Vi udlodder alt overskud til gavn for kulturelt arbejde for især børn og unge. Se her hvordan Roskilde Festival bakker op om unge drømme, trivsel, engagement og nye idéer for en mere bæredygtig verden.