“ROTTERNES STAMSTED” LUKKER – OG GENFØDES

PUBLICERET TORSDAG 29.6.2023

Efter mere end 20 år med Rom & Cigarbar er den gamle kending blevet genfødt som Bar Tif. Mød den nye barchef, Martha Borum, som fortæller, hvordan det gamle vil leve videre i det nye. 
Af Julie Hindkjær, frivillig i Roskilde Festivals mediehus


En vaskeægte festivalinstitution er gået i graven. For Rom & Cigarbar, der har været en fast del af Roskilde Festival siden 2000, er her ikke længere. Men helt væk er “samlingsstedet for gamle rotter” alligevel ikke.
 

Der er snarere tale om en genfødsel. Et generationsskifte. En fornyelse af det velkendte sortiment. 

Rom & Cigarbar var for første gang med i 2000. Her er baren fotografet i 2022, barens sidste år på festival.

For Martha Borum har overtaget stafetten fra sin far, Claus Borum, og onkel Steen Hansen, der grundlagde Rom & Cigarbar, før der var noget, der hed Øresundsbroen. Den nye bar hedder Bar Tif, og stamgæsterne vil stadig kunne mærke cigarbarens ånd. 

“Det er det samme telt, som Rom & Cigarbar havde, og vi bruger også de samme romglas. Det er også mange af de samme frivillige, som har været med siden starten, og de er også med i Bar Tif. I min optik er det menneskerne, der skaber den gode gamle atmosfære og stemning,” siger Martha Borum, der har været med sine forældre på festivalen siden 1995. Det år hun blev født: 

“Jeg har ikke kendt til en sommer uden Roskilde Festival.” 

Martha Borum er barchef for Bar Tif, som ligger mellem Apollo og Eos.

Samme rammer og værdier fra Rum & Cigarbar  

Men nu skal Roskilde Festival så lære Rom & Cigarbars arvtager at kende. Og selvom Martha Borum har gjort sig umage med at sammensætte en bar, der bevarer forgængerens essens, er der alligevel noget nyt i gærde. 

“Bar Tif har et større fokus på bæredygtighed og økologi, og så er den en aperitif- og digestivebar, der tager grebet om nogle gamle traditioner med servering af spritzer, vermouth-tonic og porto-tonic. Jeg håber at se de gamle stamgæster, og jeg håber også, at nye ansigter vil tage godt imod os!”