Bliv frivillig på festivalen
Tilmeld dig sammen med vennerne, mød nye mennesker og bliv en del af et fællesskab. Kort sagt: Meld dig som frivillig nu
PUBLICERET ONSDAG 19.4.2023
Oplev Roskilde-aktuelle pragtnavne i historiske omgivelser den 26. juni, når Courtney Marie Andrews og Clarissa Connelly’s Canons indtager Roskilde Domkirke. Billetter er i salg nu.
Lys og lyd går op i en højere enhed den 26. juni, når vi præsenterer en unik dobbeltkoncert med amerikanske Courtney Marie Andrews og dansk/skotske Clarissa Connelly’s Canons i Roskilde Domkirkes historiske rammer. Dobbeltkoncerten er det sidste stop for de to musikere, inden de spiller på Roskilde Festival senere samme uge, og derfor er koncerterne din mulighed for en enestående musikalsk oplevelse, uanset om du er festivaldeltager eller bor i byen.
Billetsalget er i gang nu, og en billet koster 130 kroner (plus gebyr). Er du medlem af Orange Orbit, skal du kun slippe 80 kroner (plus gebyr) for en billet.
Courtney Marie Andrews forener stærkt nærvær og længselsfuld søgen, og hun er flere gange blevet sammenlignet med blandt andre Emmylou Harris og Joni Mitchell.
Den Grammy-nominerede amerikanske singer-songwriter Courtney Marie Andrews har de seneste år vundet mange fans med en smuk stemme og radikalt åbenhjertede sange. Hendes solokarriere tog for alvor fart med albummet "Honest Life" (2016), der blev en underspillet sensation og var et gennembrud for hendes talent. Hendes seneste udgivelser, "Old Flowers" (2020) og "Loose Future" (2022), har cementeret hendes status som en af de mest interessante og talentfulde singer-songwritere i den amerikanske musikscene.
Helt i folkemusikkens ånd bliver publikum også inddraget med elementer af fællessang i Clarissa Conelly's Canons.
Clarissa Connelly er en skotsk/dansk komponist, der er kendt for sin innovative og nyskabende musikalske tilgang. Hendes nyligt udforsket særprojekt, Clarissa Connelly's Canons, udforsker en fascination af både den nordiske fællessang og den skotske kanontradition, som hun er vokset op med. Disse integreres med dans og eksperimenterende vokalmusik i nyskrevne kanoner, der fremføres af et særligt ensemble af sangere og performere.
Denne koncert henvender sig både til festivaldeltagere og lokale borgere, der ønsker at opleve musikken i en af Roskildes smukkeste bygninger, og billetsalget er altså allerede i gang. Køb din billet lige her.