HOP PÅ TOG OG BUS TIL FESTIVALEN

PUBLICERET TIRSDAG 6.6.2023

Aftryk

Det er nemt, billigt og bedst for klimaet, hvis du tager offentlig transport ud og hjem. Se dine ankomstmuligheder her.

Enhver festival starter og slutter med en rejse. Du skal hjemmefra, og en dag skal du hjem igen.

Så hvordan kommer du nemmest til og fra Roskilde Festival?

Vi anbefaler: med tog, bus, cykel eller gåben. For offentlig transport er bedre for klimaet end privatbilisme, og en rask cykeltur gør kun noget godt for både dig og jorden.

Derfor har vi disse muligheder til dig:

Foto: Preston Drake-Hillyard

Tag toget direkte
Tal om at blive kørt til døren! Det gør toget faktisk. Du kan hoppe på festivaltoget, som bringer dig og vennerne fra spor 7 på Roskilde Station til Camping West på tre minutter. Når du er fremme, kan du bytte billetten til armbånd og træde indenfor i festivalbyen.

Shuttle-toget kører med ca. 20-/40-minutters intervaller, og du køber billetten af personalet på perronen. Pris: 25 kroner pr. tur. Vær dog opmærksom på særlige vilkår i forbindelse med Early Entry lørdag den 24. juni.

I løbet af festivalen kan du tage nattoget direkte fra festivalpladsen til København, og når festivalen slutter, kører toget mod hovedstaden hver halve time indtil søndag ca. kl. 14.

Du får det allerbedste overblik over dine muligheder for at ankomme med toget på DSB's særlige festivalside.

…eller hop på bussen.
Du kan køre fra de største byer i Danmark direkte til Indgang East med Flixbus. Og når festivalen er slut, kan du også tage fjernbussen hjem igen.

Find busturene til og fra festivalen på flixbus.dk

Benytter du dig af Early Entry på åbningslørdagen, kan du desuden tage bussen nemt og bekvemt direkte fra Hillerød Station til Camping East. Prisen er 105 kroner (inkl. Early Entry), og du kan vælge mellem seks afgangstider. Du køber billetten i vores webshop.

Det er også supernemt at tage en shuttle-bus ud til festivalområdet, når du er landet på Roskilde Station. Første afgang sætter i gear lørdag den 24. juni klokken 15.30, og herefter pendulerer busserne i døgndrift mellem stationen og pladsen.

Du køber din billet i bussen. Prisen er 30 kroner.

Foto: Preston Drake-Hillyard

Særligt for cyklister
Og så elsker vi cyklister! Medbringer du cyklen, kan du parkere den nord for pladsen ved indgang North, og du finder også større P-pladser for cykler ved Indgang East og South og ved siden af skate-parken ved Camping West. Cykelparkering er naturligvis gratis.

Roskilde Kommune opretter desuden drop-off-stationer for bycykler fra Donkey Republic på festivalens cykel-P-pladser. Det betyder, at du nemt kan afslutte eller påbegynde en cykeltur på én af byens orange bycykler helt tæt på festivalpladsen.

Brug samkørsel
Og skulle bilen nu engang være eneste mulighed for dig, anbefaler vi samkørsel. Du finder parkeringspladser i East, West og South.

Priserne varierer i forhold til afstand fra indgangene, og du kan betale for én dag eller hele festivalperioden. Tjek parkeringsmulighederne ovre i shoppen.