Vi føjer 44 dugfriske musiknavne til programmet
Store popbrag. Energiske liveshows. Utæmmet musikekvilibrisme. De nyeste toner og din næste store musikalske forelskelse. Du møder det hele i vores First Days-program, som vi i dag kan offentliggøre.
PUBLICERET TIRSDAG 28.3.2023
Hvert år er 30.000 frivillige med til at skabe Roskilde Festival. For første gang har vi nu involveret frivillige i et nyt bookingteam, hvor de er med til at sondere musikscenen, rapportere tilbage til festivalens bookere og komme med input til programlægningen.
Af Vera Francine Claver, praktikant i Roskilde Festivals mediehus
”I en tid hvor de danske spillesteder bugner med shows, og fordi vi har rigtig mange gode musikplatforme i Danmark, ønsker vi at suge så meget musik til os som muligt. Med det nye team af frivillige scouts kan vi komme ud i flere afkroge af det musikalske landskab og skabe endnu større mangfoldighed i vores program”, siger Roskilde Festivals musikchef, Thomas Jepsen.
Caroline Lassen Skylv er scout for Roskilde Festival.
Flere øjne skaber større diversitet
Vi har talt med to af de nye musikscouts om deres indsats som frivillige, hvad det betyder for dem, og hvorfor de mener, at den nye rolle som musikscout er vigtig.
En af dem er 21-årige Caroline Lassen Skylv, som bor i København. Til daglig læser hun Leissure Management på Zealand Erhvervsakademi, og så er hun leder af Surround Festival, som er en festival for det danske musikvækstlag.
Der bliver lyttet til os, og vores stemmer bliver værdsat. Vi kommer med en anden og ny viden, og det er vigtigt, for der er så mange artister, som fortjener en masse mere
Hvad fik dig til at ansøge om at blive musikscout for Roskilde Festival?
"Jeg kan godt lide at være tæt musikken. Det er virkelig sjovt og spændende at være tilknyttet en så stor festival og få lov til både at lege med små og store navne. Og så synes jeg, det er fedt, at der er kommet lidt mere diversitet i musikgruppen."
"Ansøgningsprocessen var anonymiseret, indtil vi kom til samtale, og vi er kommet ret mange kvinder ind. Det medvirker måske til, at der kommer nogle lidt andre ting på bordet, end der ellers ville have gjort."
Hvorfor synes du, at det er vigtigt med den nye frivilligrolle?
"Vi oplever jo alle koncerter forskelligt, og jeg kan allerede nu se, at vi har været med til at udvikle programmet for First Days. Der bliver lyttet til os, og vores stemmer bliver værdsat. Vi kommer med en anden og ny viden, og det er vigtigt, for der er så mange artister, som fortjener en masse mere."
Selma Eistrup Madsen er også en del af det nye hold af frivillige talentspejdere.
Det handler om at fremme vækstlaget
Selma Eistrup Madsen er også med i det nye frivillige bookingteam. Hun er 20 år og går i 3.g på Christianshavns Gymnasium i København, og så arbejder hun på spillestedet Hotel Cecil.
Hvad laver man som musikscout?
"Vi holder øje med, hvem der spiller hvor, og om der er noget, som kunne være interessant for Roskilde Festival. Så er vi med til programplanlægningen af First Days. Vi har alle foreslået nogle artister, som vi sammen har lyttet til og snakket om bagefter."
"Roskilde Festival sætter jo stor pris på at fremme vækstlaget i musikbranchen og fortælle historierne om artisternes udvikling. Så jeg synes, at det er godt at have flere øjne og ører ude og også at have en forskel i køn og alder blandt os, der lytter."
Hvad kigger du efter, når du er ude til koncerter?
"Lige når jeg kommer ind, vurderer jeg stemningen blandt publikum. Når koncerten går i gang, tænker jeg ikke så meget over, om jeg kan lide musikken. Det handler mere om dynamikken, og om der bliver skabt et fælles rum mellem publikum og artisten."
"Jeg tænker også over, hvilken type scene der passer til de forskellige artister. Nogle kunstnere blomstrer i de små intime rum, hvor det er fedt med fuldt smadder hos andre."
I videoen herunder kan du følge Caroline Lassen Skylv, der er til koncert med Basit og Kedde som musikscout for Roskilde Festival: