Talk to action! De her talks må du ikke gå glip af
Vores leder af Art & Activism hjælper dig her med at spotte nogle af de vigtige talks, du ikke må gå glip af
PUBLICERET MANDAG 26.6.2023
Uvejret gør sin ankomst hen på eftermiddagen, varsler DMI, så sørg for, at du og din lejr har gjort jeres forholdsregler. Af samme grund starter vores anbefalinger til dagens bedste oplevelser et lidt andet sted: med et skud skridsikre vejrråd.
Uanset hvad vejret helt præcist bringer, så tøjr presenningen i campen, giv dine teltpløkker et ekstra hårdt gok oven i nødden og husk at hjælpe andre omkring dig. Hvis der er mere, vi får brug for at fortælle dig, så sender vi dig en pushbesked, og så vil du også kunne holde dig opdateret på sociale medier.
Her er vores råd i tilfælde af torden.
Hen på aftenen ventes det at klare op, så her er der et par tidlige – og sene – anbefalinger til din mandag. Til sidst i guiden finder du en playliste med al den musik, du kan opleve i dag!
Du kan ikke have undgået at se det kæmpemæssige MeWe-fyrtårn, der knejser over East. Klokken 11.30 inviterer kvinden bag MeWe, Claudia Comte, dig til en tempofyldt og konkurrencepræget motorsavsperformance selv samme sted. Hvad er en motorsavsperformance, tænker du måske. Tør du lade være med at finde ud af det?! Schweizeren har inviteret ikke et, men hele to hold skovhuggere med. Det kommer med garanti til at sige ”RRRRRrrrrrRRRRRrrrrrRRRRR”!
Hot Saw – Power Edition med Claudia Comte, klokken 11.30 foran MeWe
Måske har du oplevet det, når du går på natklub eller tager til koncert. Måske har du ikke. Men diskrimination og manglende repræsentation i nattelivet er et udbredt problem. Et panel af toneangivende personligheder fra musik- og kulturbranchen debatterer løsninger og mangfoldighed på Re:Act-scenen, og med dine input kan vi måske tale os hen på nogle bæredygtige løsninger.
Du kan i øvrigt læse om flere anbefalelsesværdige festival-talks her.
Paneldebat: Repræsentation i musikindustrien, klokken 14.00 på Re:Act
Turning Tables Danmark lokker med alt fra melankolske toner og dancehall til bas, vildskab og hæsblæsende rap på Flokkr, hvor sårbare unge fra København, Roskilde og Brøndby Strand med en koncert deler deres frustrationer, drømme og håb. Vi lover dig, at du bliver rørt, revet med og får indblik i livsverdener, du måske ikke kendte til.
Koncert med unge fra Turning Tables Danmark, klokken 20.00 på Flokkr
Ligger du inde med en masse ophobet energi, når uvejret er drevet over, så hjælper Roskilde Festival Højskole dig med at frigive den. Musikere fra højskolen inviterer til en natlig liveproduktion af lydkunst fra klokken 23.00 i Oasen på Common Ground (F). Efter en lang dag kan du se frem til dejlig, samlende lyd til øregangen.
Så er vi i gang! Pas godt på dig selv og dem omkring dig – og lyt så til dagens spilleliste: