DIN GUIDE TIL TIRSDAG

PUBLICERET MANDAG 26.6.2023

Det er tirsdag, og det er den sidste dag i First Days-programmet. Du ved, hvad det betyder: Du skal ud at opleve en masse, inden Orange, Arena, Avalon og alle de andre scener på Indre Plads kalder på dig i morgen.


Her følger vores tips til, hvad du kan bruge din dag på.

Pimp din dåsemad

Har du mere uinspirerende dåsemad tilbage i lejren? Lad være med at smide den ud. Tag den i stedet med hen til Professionshøjskolens unge ernæringsstuderende ved Agora C eller Agora P, hvor du kan få hjælp og inspiration til at gøre den spændende og grønnere. Det er ikke for ingenting, at dette er en festivalklassiker.

Pimp din dåsemad med Professionshøjskolen, Agora C og Agora P, fra 10.00 til 15.00

Flygtningeskæbner på dagsordenen

Rapolitics’ forperson, Manila Ghafuri, tog som syvårig flugten fra Afghanistan til Danmark sammen med sin mor, far og seks søskende. I dag sætter Manila Ghafuri sin og andres flygtningeskæbner på dagsordenen i medier, skoleklasser, museer – og på festivaler. Lyt til hendes historier, og slut dig til hendes indsats mod diskrimination af etniske minoriteter i Danmark.

Talk med Manila Ghafuri, Re:Act, 11.10

Skriftestol med autotune-funktion

Befinder du dig i området omkring Re:Act, kan det være på tide at svinge forbi deres hiphop-skriftestol, hvor en producer står klar til at indspille dine synder eller andres synder, som du kender til. Skriftestolen er 100 % anonym, og du kan lette hjertet med eller uden brug af autotune.

Skriftestolen er åben fra 11.00 til 17.30

Giv luft til dine klimadilemmaer

Har du brug for hjælp til at løse et klimadilemma? Så søg hen mod Flokkr, hvor Sara Bro er vært for et panel bestående af fire seje klimaaktivister. De er klar til at diskutere dine dilemmaer om klima og klimaangst, og måske kan du genfinde håbet og drømmen for fremtiden på trods af den truende og meget præsente klimakrise.

Klimamonopolet, 15.00 på Flokkr

Kæmpe dragfest på Flokkr

I aften lukker Flokker også First Days-programmet med et en gigantisk fest, hvor 17 unge dragkunstner inviterer til et farverigt show med store budskaber, højt hår og lidt normkritik med glitter. Dragskolen står bag festen, der spreder glæde, frisætter folk og nedbryder fordomme. Kan du ikke få nok drag i dit liv, så kan du bogstaveligt talt blive klædt på til dragfesten, når Dragskolen holder workshop ved Flokkr-containeren klokken 17.30.

Dragfest, 20.00 på Flokkr

Nyd din sidste dag, inden vi ses på Orange og alle de andre kæmpescener i morgen! Her er en playliste med dagens musik til dig.