DERFOR INVITERER VI 100 UNGE TIL AT LØBE PÅ STEDET I 24 TIMER

PUBLICERET TORSDAG 5.10.2023

Engagement
Happeningen The Endless Race handler om ungdomslivets endeløse ræs efter resultater, præstationskrav og mening med tilværelsen. Løberne skal hjælpe os med at finde håb for fremtiden.


Hvad er lige formålet med at ræse afsted på et løbebånd i 24 timer?

Der er ikke noget formål. Det er meningsløst.

Det er pointen.

Torsdag 5. oktober tænder vi for løbebåndet  og streamingkameraet – under uret på Hovedbanegården i København.

Det gør vi sammen med vores venner fra Ungdommens Røde Kors, headspace og Den Grønne Ungdomsbevægelse.

Løbeturen stopper først 24 timer senere. Mange af jer får mulighed for at tage en spurt på båndet. Man bestemmer selv, hvor højt tempoet skal være.

Vi garanterer, at ingen kommer til at flytte sig ud af stedet. Man er bare blevet mere forpustet.

Vi kalder happeningen for The Endless Race.

LÆS MERE: Sådan kan du deltage i The Endless Race

Hvornår får man en pause?

The Endless Race er en symbolsk kommentar til det konstante pres og de utallige kampe, som unge må udkæmpe i dag.

Vi hører i disse år alt for meget om ensomhed, om hverdagens alt for høje tempo, om at føle sig ekskluderet, om præstationspres i skolen og lavt selvværd.

Man skal løbe hurtigere efter resultater, præsentationer og mening med tilværelsen.

Forventningerne stiger, bekymring for fremtiden og dens kriser tynger, presset øges. Den dårlige trivsel accelererer.

Man mister pusten.

Det kan ingen holde til i længden. Ungdomslivet må ikke løbe løbsk.

Så hvornår får man en pause?



Donationer til fællesskaber

Men det døgnlange The Endless Race er ikke kun et opråb. Det er en opfordring til handling.

For samme døgn åbner vi for ansøgninger om donationer fra festivaloverskuddet.

Vi vil donere op til 10 millioner kroner til foreninger og initiativer, der skaber mening i ungdomslivet gennem kreative og handlekraftige fællesskaber.

Fællesskaber hvor man mødes i hverdagen og gør en forskel sammen.

For det er et fælles ansvar at skabe håb for fremtiden.

Ingen kan løfte den opgave alene.