Derfor inviterer vi 100 unge til at løbe på stedet i 24 timer
Happeningen The Endless Race handler om ungdomslivets endeløse ræs efter resultater, præstationskrav og mening med tilværelsen. Løberne skal hjælpe os med at finde håb for fremtiden.
PUBLICERET SØNDAG 1.10.2023
Torsdag 5. oktober kl. 12.00 tænder vi for et løbebånd midt på Hovedbanegården i København. Vi slukker først 24 timer senere.
Vi kalder happeningen The Endless Race – og du kan være med!
The Endless Race er en symbolsk kommentar til ungdomslivets accelererende ræs. Et liv, hvor du skal løbe hurtigere og hurtigere efter resultater, præstationskrav og mening med tilværelsen.
Sammen med vores venner fra Ungdommens Røde Kors, headspace og Den Grønne Ungdomsbevægelse spørger vi:
Hvornår får du en pause? Og hvordan skaber vi sammen håb for fremtiden?
LÆS MERE: Derfor inviterer vi 100 unge til at løbe på stedet i 24 timer
Nu tænker du måske følgende:
Kan jeg være med? Og skal jeg være i tiptop løbeform? Svarene er JA og NEJ.
Hvis du er nysgerrig efter at engagere dig i et vigtigt samfundsproblem, vil vi gerne invitere dig med i begivenheden.
Alle, som løber i minimum 30 minutter, får et TicketMaster-gavekort på 500 kr. (som kan være et tilskud til din RF24-billet!) og en festival-goodiebag som en tak for indsatsen.
Det bliver et begivenhedsrigt døgn. Så snart første løber træder op på båndet, tænder vi for kameraet og live-streamer samtlige 24 timers spurt til gavn for alle jer derude i verden.
Undervejs møder du foreninger og mennesker, der arbejder aktivt på at skabe stærke og meningsfulde fællesskaber blandt unge. Du kan møde andre unge, der deler deres erfaringer med at have trivselsmæssige udfordringer inde på livet.
Det bliver rørende, overraskende og sikkert ret svedigt for alle jer løbere, der tager en for holdet.
Vi glæder os til at se så mange som muligt til The Endless Race.