INTERN WANTED FOR MANAGEMENT SECRETARIAT

(in Danish only)

Praktikant til Roskilde Festivals ledelsessekretariat
Vi søger en praktikant, der har et godt drive og masser af gå-på-mod på en praktikperiode i Roskilde Festivals dedikerede ledelsessekretariat. Som praktikant assisterer du ledelsessekretariatets konsulenter med stort og småt indenfor donationsarbejde, ledelsesunderstøttelse og en række forskellige ad hoc-opgaver i Roskilde Festivals kreative og levende arbejdsmiljø på Havsteensvej i Roskilde.

 Roskilde Festivals Ledelsessekretariat har hovedopgaven at understøtte bestyrelser, direktion og ledelse, sikre koordination og opgaver på tværs af den samlede organisation, forvalte donationsarbejde, lede større tværgående projekter og sikre det daglige værtskab på sekretariatet. Som praktikant får du altså plads i en alsidig afdeling med mange forskellige opgaver og mulighed for at lære Roskilde Festival rigtig godt at kende indefra.

Om dig

Vi forventer, at du befinder dig på sidste del af en relevant videregående uddannelse. Din faglige baggrund kan være lidt af hvert - det vigtigste er, at du er struktureret, åben og nysgerrig, i stand til at arbejde selvstændigt, bevare overblikket, god til at kommunikere på skrift, klar til at løse mange forskelligartede opgaver og, helt ærligt, også en del administrative. Mest af alt skal du være behagelig at arbejde sammen med og kunne se dig selv trives som ledelsessekretariatets altmulig-hjælper og redningsmand m/k.

Understøttelse af andre opgaver i ledelsessekretariatet
  • Hjælpe til i understøttelsen af ledelsen og bestyrelserne i Roskilde Festival
  • Mødebookinger, planlægning og praktik ifm. arrangementer
  • Deltage i møder og bistå med årshjul, dagsordner, referater og opfølgning
  • Akkreditering og invitation af ledelsens gæster på Roskilde Festival
  • At være backup for CHECK-IN H11 vedr. vagter og praktiske opgaver
  • Assistere donationskoordinator i udlodningen af vores overskud til kulturelle og velgørende formål, fx research og være med i dialog med ansøgere
  • Andre ad hoc administrative opgaver, hvor du får en indblik i mange forskellige dele af Roskilde Festivals arbejde
Praktisk information

Du bliver fuldtidspraktikant (37 timer ugentligt) helst fra start februar til midt juli 2020, men vi er fleksible i forhold til, hvordan praktikken passer bedst ind i din uddannelse. Vi tager højde for eksamensperioder og evt. studiejob. Du vil have din daglige gang på Roskilde Festivals sekretariat i Roskilde. Der kan forekomme både aften- og weekendmøder ligesom du må forvente, at du skal være på under hele Roskilde Festival 2020, men til gengæld har du så tilsvarende mulighed for at holde fri i hverdagene.

Praktikopholdet er ulønnet, men du får dækket dine transportudgifter samt en fordelagtig pris på frokost. I dit praktikforløb vil du have mulighed for sparring med engagerede og dygtige kollegaer og få et unikt indblik i Roskilde Festivals organisation. Vi lover dig en oplevelse ud over det sædvanlige og en praktikplads med højt til loftet. 

Giv lyd

Er det dig? Så send en kort personbeskrivelse og motivation samt CV. Marker mailen ’Ledelsessekretariat fællespraktikant 2020’. Ansøgningsfrist er d. 16. december 2019, og vi holder samtaler løbende. Spørgsmål og ansøgning skal sendes til signe.breuning@roskilde-festival.dk

Vi glæder os til at høre fra dig!