PRAKTIKANTER TIL KOMMUNIKATION OG MARKETING

Kom med ind i maskinrummet og prøv kræfter med kommunikations- og marketingopgaver for én af landets væsentligste kulturorganisationer og få masser af praktisk erfaring på dit CV.

Roskilde Festival er Nordeuropas største kulturelle begivenhed, som hvert år samler 130.000 glade festivaldeltagere til en fejring af musik, kunst og fællesskab.

Roskilde Festival er en særdeles aktiv kommunikatør inden for sociale medier, marketing, presseindsatser, intern kommunikation og mange andre discipliner, og nu har du chancen for at sætte dit præg på festivalen som kommunikations- og marketingpraktikant i efterårssemestret 2019.

Vi søger to profiler til efteråret:
  • Grafikerpraktikant

Vi søger en praktikant til at indgå i arbejdet med grafiske opgaver.

Hos Roskilde Festival er der rig mulighed for at få trænet dine færdigheder i grafiske produktioner. Vi 'udkommer' ofte med materialer af forskellig art, som hviler meget på et grafisk udtryk. Hos os får du mulighed for at producere grafikker til bl.a. sociale medier, annoncer, hjemmeside og diverse tryksager. Det giver dig en unik mulighed for at lege med virkemidlerne i en virksomhed, hvor der er højt til loftet og plads til eksperimenter. Her får du lov til at følge processen helt fra den spæde start med ide- og konceptudvikling til endelig udvikling af materiale. Og der er et kæmpe publikum til dit arbejde.

Vi forestiller os, at du er i gang med en uddannelse, som er grafisk funderet. Det kan være, at du læser på KEA, ITU, NEXT eller noget helt fjerde.

Du er øvet bruger af værktøjer som Adobe Photoshop, Adobe Illustrator og Adobe Indesign. Hvis du endvidere har en smule erfaring med motion graphics og videoredigering, er det blot en fordel. Mulighederne er mange, og hos os får du lov til at prøve det hele.

  • Kommunikations-/marketingpraktikant

Vi søger en praktikant til at indgå i arbejdet med kommunikation og marketing.

Du vil lære at planlægge og udføre kommunikationsforløb i forbindelse med forskellige projekter og tiltag og på tværs af alle Roskilde Festivals kanaler. Arbejdet sker i sparring med engagerede kolleger, og du vil få mulighed for at anvende din faglighed i praksis og ikke mindst vil du få indblik i Roskilde Festivals unikke organisation, der inddrager frivillige i alle led.

Du vil i praktikforløbet f.eks. komme til at prøve kræfter med sociale medier, research, udvikling og vedligehold af digitale platforme, udarbejdelse af tekstmateriale, mediesamarbejder, digitaliseringsprojekter, intern kommunikation, CMS, medieovervågning og projektkoordinering.

Hvis du ser din profil som en kombination af de ovenstående, skal du endelig ikke tøve med at sende din ansøgning, vi vil tilpasse forløbet til din profil og faglige interesse. Så i din ansøgning skal du fortælle os, hvad du brænder for, og hvad du drømmer om at komme til at arbejde med, og vi vil bestræbe os på at sammensætte et praktikforløb, som både fokuserer på dine interesseområder, og som vil udfordre dig i mødet med nye discipliner. Vi er klar til at give dig det ansvar, som du har mod på at tage på dig.
Vi forventer, at du befinder dig på overbygningen af en relevant videregående uddannelse, at du kan arbejde selvstændigt i et travlt miljø, og at du er fyldt med initiativer og kreative idéer, som du kan omsætte til kommunikation.

Om forløbet

Du bliver fuldtidspraktikant fra september. Forløbet er ulønnet, men skal være meritgivende, og du får dækket dine transportudgifter. Skæve arbejdstider og aftenmøder er en del af vores kultur, men som udgangspunkt er kontortiderne 9-16.30. Vi er naturligvis åbne for fleksible arbejdstider, så du kan beholde et eventuelt studiejob.

Vores kontor ligger i Roskilde, og du får masser af kollegaer, der dagligt samarbejder om at skabe og opbygge årets Roskilde Festival. Du vil opleve en dynamisk arbejdsplads med en åben og uformel atmosfære og med stor erfaring i at håndtere frivillig arbejdskraft og praktikanter. Du bliver også en del af et tæt netværk af praktikanter fra mange forskellige studieretninger.

Sådan søger du

Send os en ansøgning på højst én side samt et CV til maja.baekgaard@roskilde-festival.dk, hvor du forklarer os, hvorfor du er blandt de mest velegnede kommunikations- og marketingpraktikanter.

Samtaler og ansættelse foregår løbende, så vi opfordrer til, at du søger hurtigst muligt. Har du spørgsmål forud, skal du være velkommen til at kontakte Maja Buur Bækgaard på 20650510.