UNGE I ZIMBABWE OG SVENDBORG FÅR I ALT 1,5 MILLIONER TIL AT SKABE SOCIAL FORANDRING

PUBLISHED FRIDAY 31.1.2020

(In Danish only - English text coming soon)

Vi lancerede i slutningen af sidste år vores største og mest ambitiøse open call nogensinde. Nu er de første donationsmodtagere udvalgt.


Med Open Call: Unge Stemmer donerer Roskilde Festival et tocifret millionbeløb til organisationer og projekter skabt af, for eller med unge. Det sker som et led i fejringen af Roskilde Festival nr. 50, hvor festivalen ønsker at støtte det engagement og den handlekraft, der ses hos samtidens unge.

I hver sin del af verden sigter to af de første donationsmodtagere begge mod at skabe social forandring gennem kunst og kultur.

Kunst og aktivisme

I Zimbabwes slumkvarterer i hovedstaden Harare kæmper unge både med udtalt fattigdom og en intens politisk situation, hvor politiet gentagne gange har sat hårdt ind mod demonstranter, der er gået på gaden for at vise deres utilfredshed med regeringen.

The Art of Slum Activism er navnet på et projekt, der arbejder for at give unge i Zimbabwe bedre muligheder for at udtrykke sig og samtidig udvikle fællesskaber og styrke troen på, at de kan skabe en bedre fremtid. Projektet skaber et rum for unge, hvor de gennem musik og kunst kan give udtryk for deres tanker og budskaber og sprede dem ud til det omkringliggende samfund via udstillinger og koncerter.

Video: House of Arts Association

En af dem, Endrige Chapani, formulerer det således:

"Vi har fået et netværk for oversete kunstnere som os. Den musik, vi skaber i dag bliver lyttet til af både folk på gaden og af regeringen. Gennem musikken kan vi tale med alle."

Bag projektet står NGO’en Dreamtown og House of Arts Association, som er et netværk af unge kunstnere i Zimbabwe. The Arts of Slum Activism startede op som et pilotprojekt i 2019 med støtte fra Roskilde Festival og modtager nu en million kroner fra festivalens Open Call til at fortsætte det gode arbejde.

Casper Chigema

Fællesskab på tværs af køn og alder

Et helt andet sted, på Svendborg Havn, mødes børn og unge om at stå på skateboard, når SLIP Festival løber af stablen 18.-24. maj 2020.

SLIP Festival ønsker at skabe et inkluderende miljø, hvor skaterne støtter og hjælper hinanden, og hvor der er plads til at fejle. Foto: Asbjørn Sand

Bag eventet, som blev afholdt første gang i 2019, står erfarne fagfolk med en baggrund i skating sammen med en række skateforeninger, blandt andet Svendborg Skate Forening og Pushing Daisies, som er en gruppe unge, kvindelige skatere fra Odense.

På festivalen kan børn og unge mellem 10 og 25 år deltage i workshops, hvor de bliver undervist i skating. Der vil også være kunstneriske workshops, hvor deltagerne blandt andet kan male på skateboards. Målet er at skabe et inkluderende fællesskab på tværs af køn, alder, etnisk og social baggrund, herunder især at inddrage flere piger og kvinder i et miljø, der traditionelt set er mandsdomineret.

Skatemiljøet appellerer generelt til mange unge, der står udenfor traditionelle foreningsaktiviteter, og er kendt for at forene unge med forskellige baggrunde og interesser.

Roskilde Festival donerer hvert år al overskud til velgørende formål, men det er første gang, der bliver afholdt så ambitiøst et open call.

Med Open Call: Unge Stemmer støtter festivalen projekter, der styrker unges mulighed for at stå sammen, skabe en positiv forandring inden for en aktuel problemstilling og bane vejen for en bæredygtig fremtid. Det er der mange, som gerne vil bidrage til. Festivalen har modtaget 296 ansøgninger.

Donationerne går til initiativer inden for:

  • Kunst
  • Musik
  • Social Forandring
  • Miljø og Klima

Det maksimale donationsbeløb per projekt er 1, 5 millioner.

Projektet begyndte med en fotobog om skatermiljøet skabt af fotografen Asbjørn Sand. I et tæt samarbejde med kunstproducent Therese Maria Gram og svendborgenser Stine Kähler, begge kommer fra kunstens verden snarere end skatermiljøet, blev det forladte industriområde, Rundbuehallerne, rammen om en udstilling af Asbjørn Sands billeder.

Den udstilling forvandlede sig hurtigt til en decideret skatefestival.

"Det er kommet bag på mig, hvor stor en virkelyst, der er i skatemiljøet, og hvor gode de unge selv er til at hjælpe hinanden og bakke hinanden op. Man hjælper hinanden op, når man falder. En anden virkelig positiv ting er, hvor inkluderende et miljø, det er. Her er plads til alle," siger Stine Kähler Madsen.  

Efter festivalen bliver ramperne flyttet ud til mindre landsbyer til gavn for børn og unge. Festivalen har et ønske om at skabe grobund for nye fællesskaber; særligt blandt udfordrede børn og unge. Udgangspunktet er skateboarding, men også alt det, som opstår i miljøet omkring skateboarding, menneskene og fællesskaberne.

SLIP Festival modtager en donation på 500.000 kroner.

MORE NEWS