SOLIDARITY NOW!

PUBLISHED MONDAY 1.7.2019

Only available in Danish

Af Signe Lopdrup, adm. direktør Roskilde Festival

Vi ved det godt… Verden i dag er ikke bæredygtig. Hverken socialt, økonomisk eller miljømæssigt. Men selvom vi har viden, så gør vi ikke rigtigt noget ved det. Vi taler. Om udfordringer og løsninger – men løsningerne er komplekse og kræver ofre, vi ikke kan overskue eller er villige til at tage. Vi taler om klima-depression og udnævner det nyligt overståede folketingsvalg til et klima-valg, men vi evner ikke at gennemføre de nødvendige handlinger hurtigt nok trods gode intentioner.

Og så er det, at vi oplever at unge over hele verden samler sig i nye bevægelser - engagerede i at præge deres fremtid, i at råbe beslutningstagere – alle os voksne - op. De kræver en plads i verden og de kræver noget af den verden, de skal have plads i. Det kan vi ikke sidde overhørig og – som nogle gør – anføre, at der ikke er noget nyt under solen. For det er der!

Overalt omkring os ser vi unge samle sig i nye bevægelser og aktivistiske grupperinger. De kræver ansvarsfuld handling. De vil have, at vi tager deres fremtid alvorligt. De råber os op! Vi hører dem – men gør vi noget ved det?

Lytter vi til deres opråb om forandring? En forandring som rækker langt ud over den konkrete og målbare klimaudfordring, som vi taler mest om i disse dage med Greta Thunberg som personificeringen af ungdommens krav om ansvarlighed og handling fra magthaverne. Hører vi det, som det opgør det er? Et opgør med en tidsånd, hvor det er vanskeligt at få øje på ånden og hvor vi taler om tid som vores mest værdifulde ressource. Ser vi den modkultur, det er, når unge går sammen i bevægelser, der baserer sig på grundlæggende værdier som respekt for vores klode, tillid til hinanden og til fællesskabet.

På Roskilde Festival gør vi – eller rettere: vi forsøger at være den forstærker, vi har potentialet til at være, for at skabe endnu mere lydhørhed. For at give stemme, inspirere og indgyde håb til tidens unge stemmer.

Derfor arbejder vi i år med et særligt fokus på ’solidaritet’. Ikke i en traditionel klassekamps forståelse af ordet, men i en mere tidssvarende på en gang lokal og global forståelse, der handler om solidaritet på tværs af generationer og landegrænser; solidaritet med fremtiden og en bæredygtig verden.

Ungdommens tro på fremtiden er blevet til en kamp for fremtiden

Vi har før set, at ungdommen står sammen og organiserer sig. Unge har altid udfordret samfundets normer. Fra ligestilling og kvindefrigørelse til alternative boformer og demonstrationer mod atomkraft. Ungdomsoprøret i 1968 inspirerede til musikfestivalerne Isle of Wight og Woodstock, som i Danmark inspirerede til bl.a. Thylejren. De første internationale festivaler og sommerlejren i Thy var inspirationen for de to teenagere, der startede Roskilde Festival i 1971. Der er mange historiske paralleller fra den tid som Roskilde Festival udspringer af til nutidens ungdomsbevægelser. Men der er også afgørende forskelle.

60’ernes ungdomsoprør udsprang af optimisme – en stærk tro på fremtidens muligheder. Det var en tid præget af økonomisk opsving og herhjemme en fremvoksende velfærdsstat, fri adgang til videregående uddannelser og en konservativ familiestruktur at gøre op med. Det var et oprør, der opstod blandt universitetsstuderende og siden spredte sig. Ingen er i dag i tvivl om, hvilken fornyelse og frisættende kraft der var i datidens ungdomsoprør. De unge i 68 oprøret kæmpede mod autoriteter og stive systemer – i dag er deres holdninger i vid udstrækning integreret i fællesskabet. De gjorde en forskel og formede fremtiden.

Men når de unge i dag siger fra, er udgangspunktet et helt andet. De er yngre. Det er skoleelever og teenagere, der er den mobiliserende kraft for tidens ungdomsbevægelser.
Det er nyt, at vi ser så stærke bevægelser blandt de helt unge.

Og det er nyt, at de ikke handler på baggrund af en stærk tro på en bedre fremtid, men i en kollektiv kamp for en fremtid!

Vi ser et nyt og alternativt paradigme vinde frem – i politikken, i kunsten, i ungdommens stadigt flere slagkraftige bevægelser og de ord, som ungdommen sætter på deres eget engagement.

Fortidens slagord ”solidarity” har fundet vej til ungdommen igen – ikke som del af et venstreorienteret politisk manifest, men som en art ungdommens modstandsbevægelse, der gør oprør mod en stærkt individualiseret præstationskultur som står i modsætning til en bæredygtig udvikling i fællesskabet.

Et alternativt frirum

I Roskilde Festival har vi udviklet os sammen med ungdommen i snart 50 år. Formålet for foreningen bag Roskilde Festival er at støtte initiativer med særligt fokus på børn og unge. Men formålsparagraffen forpligter os til mere end blot at lave en festival og uddele vores økonomiske overskud hvert år til børn og unge. Den forpligter os til hele tiden at udfordre os selv på, hvordan vi aktivt kan give de unge mulighed for at engagere sig, give dem, der har noget på hjerte endnu mere rum og stemme.

Gennem en årrække har vi bemærket, at der er noget nyt på vej. Da vi i 2012 satte ”Det meningsfulde ungdomsliv” på dagsordenen, oplevede vi de unges engagement og spirende oprør mod et samfund, der har udviklet sig fra velfærdssamfund til konkurrencestat, med alt hvad det fører med sig for et ungdomsliv: at tiden ikke længere går op i hvem vi er, men mest har fokus på hvad vi kan. Når præstationer og resultatmål har fortrængt dannelse og fordybelse. Når de unge ikke oplever, at der er rum og tid til at stoppe op for at undersøge og mærke hvem de er, men fra de er helt små skal gennemføre tests og indgå i evalueringssystemer, hvor alle deres handlinger vægtes i standardiserede kategoriseringssystemer.

Vi har tydeligt mærket, at festivalen er blevet en tiltrængt pause, et frirum som giver plads til nye samtaler og et mulighedsrum for ungefællesskaber, hvor der var tid til at mærke og opleve nye perspektiver i et presset ungdomsliv – via debatter, workshops og kunstneriske oplevelser.

Nye kollektive tendenser

Vi ser i øjeblikket nye samfundspolitiske tendenser i musikken og i kunsten. De unge lytter til og opsøger i højere grad de kunstneriske stemmer, der vil noget med samfundet. Det er ikke en tilfældighed, at det i år bliver den svenske rapper, feminist og aktivist Silvana Imam, der åbner Orange Scene. Hun har kvitteret med at invitere en gruppe af 10 unge fremadstormende kunstnere med – i et fællesskab, der er ungt, vitalt og hvis kunstneriske udtryk blandt andet er forbundet af et stærkt samfundsengagement. En gruppe af kunstnere, der har ønsket at optræde sammen – og ikke hver for sig – fordi det bliver vildere, mere gennemtrængende, mere givende og stærkere af at stå sammen. De repræsenterer en markant tendens i tiden – og vi spår, at ungdomsbevægelsernes indflydelse bare vokser i de kommende år. Ikke alene fordi verden i dag har den største ungdomsgeneration nogensinde – men fordi de unges sammenhold er stærkt på tværs af baggrund og bevæger sig uafhængigt af klasseskel og klassisk fløjpolitik. Det er et aldersskel snarere end klasseskel. Tendensen er den samme herhjemme og internationalt.

Det er helt unge teenagere, der i USA har taget det hidtil mest opsigtsvækkende opgør med den amerikanske våbenlovgivning. Ungdomsbevægelsen Parkland Students opstod i dagene efter det tragiske skoleskyderi i Florida, hvor 17 elever og lærere mistede livet. Hundrede tusinder af ungdomsstemmer samlede sig i tiden efter i ét fælles mål: at påvirke delstatsvalget i et opgør med våbenlovgivningen. Bevægelsen vokser stadig og har nu som mål at mobilisere så mange ungdomsstemmer som muligt til præsidentvalget i 2020 for at minimere National Rifle Associations politiske indflydelse. Det er en bevægelse, der trodser strukturerne i det amerikanske politiske system. Og det samlende for bevægelsen er alder. Det er de helt unge, der rejser sig og kræver, at de voksne tager ansvar for deres fremtid.

Det er de unge på tværs af geografi, uddannelse, køn og etnicitet, der i forbindelse med det tyske valg til Europa Parlamentet, har lagt stemmer til den grønne bølge i Tyskland. Jo, yngre vælgersegment, desto grønnere – ganske enkelt. De tyske unge er blevet mødt fra politikernes side med anerkendende skulderklap for deres politiske engagement, hvilket fik Die Zeits chefredaktør Bernd Ulrich til skrapt at udtale, at hvis politikerne ikke imødekom ungdommen med egentlig politisk handling, ville vi komme til at stå i en generationskonflikt, der fik 1968 til at ligne en børnefødselsdag.

Herhjemme samler unge sig i Den grønne studenterbevægelse. En bevægelse, som udover at skubbe dygtigt og gevaldigt på klimadagsordenen over hele landet også udmærker sig ved bevidst at have valgt en flad struktur, som viser nye veje for måder at organisere sig på og dermed inkludere flere lettere om den samme sag. Og de er ikke alene. I vores arbejde på Roskilde Festival møder vi konstant unge, der samler sig for at skabe forandring.

I solidaritet for en bæredygtig fremtid

Som festival er vi et frirum og et mulighedsrum. En pause, hvor man ikke behøver bekymre sig om karakterræs og forventninger til uddannelsesvalg eller karriere. Et ungdomsfællesskab, hvor man mødes i en kulturel smeltedigel, der tilbyder nye oplevelser og erfaringer. Vi oplever en markant tendens til, at de unge festivaldeltagere søger mening og input. Vi sporer en tydelig udvikling, for selvom festen selvfølgelig er vigtig, er interessen blandt vores flere end 100.000 årlige deltagere steget for blandt andet debatter og workshops om bæredygtighed, ligestilling, digital overvågning, demokrati, samtaler om sex, identitet og krænkelser, det meningsfulde ungdomsliv, lighed mm.

Når tusinder møder op for at lytte til Edward Snowden, Pussy Riot eller Black Lives Matter, eller når unge står i kø for at kunne debattere med Chelsea Manning. Når så mange unge tager del i vores Orange Together-kampagne om respekt og grænseoverskridende adfærd. Når de trodser tømmermænd for at deltage i en workshop for at blive klogere på sig selv og deres omverden. Eller når 2/3 af de unge faktisk tager ansvar og vælger at rydde op og sortere affald på festivalpladsen, når festen slutter. Så fortæller det os, at en ny stærk bevægelse er i gang.

På Roskilde Festival har vi længe spurgt os selv, men særligt de unge deltagere, hvordan vi bedst bakker ungdommens stadigt voksende engagement op. Vi har indset, at vi i langt højere grad end tidligere må stille vores netværk, vores styrke, vores erfaring og vores viden til rådighed.

Så her er vores løfte. Vi vil som festival og ungdomskulturelt samlingssted anstrenge os for gennem hele året at lytte og stille os til rådighed som scene og rum for unge entusiaster der vil engagere sig i at gøre en forskel i fællesskabet. Vi vil kunne identificere og imødekomme de unge stemmer og bevægelser, der har viljen og potentialet til forandring. Vi vil hjælpe dem med at komme endnu mere til orde. Det er blandt andet en del af årsagen til, at vi har etableret Roskilde Festival Højskole. Målet er et frisættende dannelsesrum, hvor vi kombinerer vores værdier, erfaringer og kompetencer med 175 års hæderkronet skoletradition.

Men ét er at give plads til, at lytte til og udfordre ungdommen, noget andet er vores egne handlinger. Selvom bæredygtighed ligger dybt i festivalens DNA, påstår vi ingenlunde, at vi har evnet at gøre det rigtige eller har de rigtige svar på tidens udfordringer. Men vi har en ambition om at gå forrest og i fællesskab med de alle deltagerne og partnerne arbejde ambitiøst med udvikling af bæredygtige løsninger. Som midlertidig storby på størrelse med Ålborg og med en befolkningstæthed som Shanghai er Roskilde Festival et eksperimentarium og en suveræn testplatform, for iværksættere, aktivister, idemagere og studerende.

Det er svært og tidskrævende at sigte mod stadig mere bæredygtighed. Der er heller ingen tvivl om, at det tager tid og indebærer skuffelser. Men når vi sammen kan rejse, befolke, bespise og nedtage Danmarks fjerde største by på en måned, så skal vi også kunne lave bæredygtige løsninger. Og vi skal kunne lave dem sammen, så deltagerne oplever, at festivalen ikke bare anerkender dem for deres engagement, men gør brug af det og tager ved lære af dem. Og at vi stiller os til rådighed for eksperimenter, ideer og aktiv deltagelse.

Når den største ungdomsgeneration nogensinde råber op og kræver handling, skal vi ikke blot anerkende dem – vi har pligt til at lytte, til at understøtte og stimulere en ligeværdig og åben samtale og at handle sammen med dem. Det er vores største forpligtelse og som festival vil vi sætte os selv på spil for ikke blot at ’lægge hus til’. Vi vil insistere på at engagere og inspirere, på at understøtte og stimulere unges handlekraft.

Løsninger på tidens problemer kræver nye løsninger formet og inspireret af ungdommens insisteren på en fremtid. Som festival og ungdomskulturelt samlingssted tror vi på, at mødet med kunsten og musikkens frigørende kraft, er vigtigere end længe. Fordi vi alle igen og igen konfronteres med, at vores gammelkendte løsninger og erfaringsbaserede viden ikke slår til, hvis vi vil løse komplekse problemer. Kunsten udvider vores sensibilitet og vores perspektiv, den flytter os, skærper vores forestillingsevne og kreativitet. Kunsten giver os nye erkendelser. Og kunsten samler os også i nye fællesskaber. Og måske har vi mere end nogensinde brug for kunsten til at flytte os til nye steder?

Roskilde Festival udsprang af ungdomsoprøret for fem årtier siden og har skabt rum for unges drømme, håb og ideer frem til i dag. Det forpligter. Vi vil vise de nye generationer den solidaritet med dem og fremtiden, der ligger i, aktivt at gå nye veje sammen. En solidaritet på tværs af generationer – og for en bæredygtig fremtid. Vi tror på at den er der – og vi er klar til at kæmpe for den.

Kronikken er bragt i Politiken mandag 1. juli 2019