5 HURTIGE MED HØJSKOLEAKTUELLE LOWLY: SÅDAN STARTER DU ET BAND

PUBLISHED MONDAY 25.11.2019

30. november arrangerer Roskilde Festival Højskole musikbegivenheden SOUND for første gang. Her vil to medlemmer af indie-pop-kvintetten Lowly være en del af en live-podcast, der lukker lytteren helt ind i hovedet på musikerne og undersøger, hvordan det anmelderroste band og deres lyd bliver skabt. Lowly har spillet på Roskilde Festival i 2015 (Rising) og 2019 (Pavilion).

SOUND er en helt ny begivenhed for vækstlaget i den danske musik- og festivalkultur. Den løber af stablen på Roskilde Festival Højskole den 30. november kl. 13-01. Læs mere om program og tilmelding (gratis) her eller på Facebook

1. Hvordan bliver man opdaget som band?

Lowlys første job var at spille som support for det engelske band TRAAMS i Aarhus i 2014. På det tidspunkt havde de endnu ikke defineret sig fuldstændig som band. Men de skrev til spillestedet Radar og spurgte, om de kunne få lov til at spille support, hvilket de fik ja til, da Radar allerede kendte Lowly fra andre bandkonstellationer.

“Mødet med TRAAMS var super skelsættende. Når man spiller support for et band, kan man godt have følelsen af, at man kommer og går, og at man ikke snakker med dem. At man sidder i hvert sit lille rum. Men det var bare helt modsat med TRAAMS. Det var virkelig sådan en fed kickstart at mærke deres begejstring for vores musik. TRAAMS er et punkband, så vi var jo helt forskellige, men vi havde den der intensitet i begge bands, som vi kunne genkende i hinanden,” fortæller synthesizer-spiller i Lowly, Kasper Staub.

Efter warm-up-koncerten gik det meget hurtigt for Lowly - med flere koncerter i England - og da den britiske avis The Guardian omtalte deres første single, og de samtidig fik lov til at spille på Spot Festival 2014, var fundamentet for bandets gennembrud lagt.

Lowly består af:
  • Nanna Schannong - Vokal/Guitar
  • Soffie Viemose - Vokal/Laptop
  • Kasper Staub - Keyboard/Synthesizer
  • Thomas Lund - Bas
  • Steffen Lundtoft - Trommer/Percussion
2. Skal man have spillet musik, siden man var helt lille?

Nej, ikke nødvendigvis! Trommeslager Steffen Lundtoft forklarer, at han først rigtigt begyndte at spille musik, da han var 17 år gammel. En tur på højskole og en fokuseret vej gennem MGK (musikalsk grundkursus) og efterfølgende Det Jyske Musikkonservatorium i Aarhus gav ham blod på tanden til at gå videre med sin karriere.

“Jeg har aldrig følt mig bagud, fordi jeg startede sent med at spille trommer. Sent er jo et relativt begreb. Sent i forhold til hvad? Jeg tror, der er kommet masser af god musik ud af afholdenhed fra netop musik. Altså, den der vilde kreative energi kommer jo ikke nødvendigvis af at sidde og stirre på sit instrument i timevis hver dag. Ikke for mig i hvert fald. Den kommer altid, når jeg går til mit instrument, musikprogram eller whatever efter en lang periode med bleer og madpakker. Så bliver jeg hurtigere begejstret og køber mine egne ideer med det samme. Jeg bliver hurtigere begejstret over instrumentets lyd og min evne til at udtrykke noget i lyd. Det er vigtigt. Der er masser af fantastisk musik, der er skabt under de betingelser, tror jeg. Altså uden fokus på teknik og kunnen,” siger Lowly-trommeslageren. 

3. Hvordan finder man nogle at spille sammen med?

Alle medlemmerne i Lowly har gået på musikkonservatoriet i Aarhus. De gik dog i forskellige klasser og på forskellige årgange og havde også gang i andre bandprojekter. Men til en projektuge på konservatoriet i 2014 blev de sat i gruppe med hinanden, og lige fra første færd blev de grebet af hinandens lyd og forskellige kompositoriske baggrunde, ligesom de hver især medbragte mange forskellige idéer til projektet. Bandet fandt i øvrigt sammen på et tidspunkt i deres liv, hvor det passede dem alle godt.

“Det gjorde også, at vi allesammen gik ind til projektet med stor åbenhed”, forklarer synthesizer-spiller Kasper Staub. 

4. Hvordan skaber man musik?

“Det vigtigste er, at man kommer ind i den første fase med åbent sind, så man får produceret en masse, man senere kan vælge ud fra. Man skal ind i et mode, hvor man egentligt er meget ukritisk. Der skal være lidt leg over det, sådan at man bare siger, “lad os lige indspille det”. Det gør kun gode ting for musikken - ikke fordi det er useriøst, men fordi det er sjovt”, siger forsanger i Lowly, Soffie Viemose og fortsætter.

“Vi har en dropbox, som vi fyrer skitser ned i, så lige så snart man har et eller andet. Så lægger vi det op i den, og det er også en måde, man kan få det på afstand meget hurtigt på. Derefter skal man ind i næste fase, hvor man nærmest dissekerer det, man har lavet, og sorterer en masse fra. Så begynder det langsomt at tage form til noget, der kan ligne færdige sange”, forklarer hun.

Lowly har udgivet:
  • COAL (EP), 2014
  • Sink Way Into Me (EP), 2015
  • Heba (album), 2017
  • Hifalutin (album), 2019
5. Hvordan er det at spille på Roskilde Festival? 

“Da vi spillede på Roskilde Festival for anden gang i 2019, havde bandet før os fyret en konfettikanon af uden at have aftalt det med festivalen. Så vi blev ret forsinkede, fordi lydteknikerne brugte deres tid på at feje gulvet rent, og vi så vores lydprøve gå til grunde, og vores bassist Thomas sprang også en streng lige dér, og han har ellers haft det samme sæt strenge, siden vi startede bandet", fortæller syntheziserspiller, Kasper Staub.

"Men da Soffie prøvede mikrofonen af på scenen, og publikum gav det her brøl, vidste vi, at det her var en fantastisk oplevelse, vi skulle skabe sammen med publikum. Det har ikke altid noget med størrelsen at gøre, selvom det selvfølgelig er en fantastisk følelse, som skaber en god koncert. Man kan sagtens have et lille publikum, og stadig få en rigtig fed koncert”, konstaterer han. 

Interviewet med Lowly er skrevet af Alex Bylander og Sjur Mjør, elever i Kulturjournalistik på Roskilde Festival Højskole.