2020 VAR ÅRET HVOR ET HALVT ÅRHUNDREDES FESTIVALHISTORIE SKULLE KULMINERE MED ROSKILDE FESTIVAL NR. 50

PUBLISHED FRIDAY 9.4.2021

In Danish only

2020 blev ikke et fejringsår. Det blev et svært og anderledes år. Men det blev også et år, hvor det blev tydeligt for os, hvad Roskilde Festival er, og hvad der skal bringe festivalen og fællesskabet omkring den videre, skriver Signe Lopdrup, administrerende direktør for Roskilde Festival, i dette essay.

 

Indlægget blev bragt i Berlingske den 7. april 2021 som en del af essay-serien »Danmark åbner. Men til hvad?«

2020 var året, som vi alle så frem til som et ganske særligt festivalår. Et halvt århundredes festivalhistorie skulle kulminere i juli med Roskilde Festival nr. 50. En markering og en fejring, der skulle hylde engagementet, kunsten og fællesskabet og fremvise alt det, vi kan, når vi går sammen om at gøre en forskel.

Sådan blev det ikke. Mandag 6. april 2020 blev Roskilde Festival 2020 aflyst på grund af coronasmittens udbredelse i Danmark. For første gang nogensinde i festivalens historie skulle den ikke finde sted.

2020 blev ikke et fejringsår. Det blev et svært og anderledes år. Men det blev også et år, hvor det blev tydeligt for os, hvad Roskilde Festival er, og hvad der skal bringe festivalen og fællesskabet omkring den videre.

Roskilde Festival er et ungdomskulturelt samlingssted. Et fællesskab, der eksisterer hele året, og en markant kulturinstitution, som breder sine ringe langt ud i det danske kulturlandskab.

Enhver, der har boet otte dage i en lejr på Roskilde Festival, kender til intensiteten, fordybelsen og følelsen af at høre til i et fællesskab. For nogle er oplevelsen en dannelses- og opdagelsesrejse, for andre et identitetsudviklende (overgangs-)ritual og et årligt kulturelt pejlemærke. Oplevelsen er symbolsk såvel som håndgribelig: Man møder nye mennesker og nye indtryk, man snubler over koncerter, talks, udstillinger og venskaber, som man ikke havde planlagt på forhånd. Man vækkes, udfordres og skubbes ud af komfortzonen, og er man blandt de tusinder af frivillige, skaber man noget meningsfuldt til gavn for andre.

Markeringen af festival nr. 50 skulle have været en markering af det. Fejringen skulle hylde fællesskaberne og ungdomskulturen, ikke se tilbage, men pejle fremtiden. Præcis som festivalen. Være »til tiden« – og lidt foran.

Men covid-19 ændrede »tiden«. En festival med 130.000 mennesker passede ikke ind. I perioden i foråret mellem den første nedlukning og aflysningen var Roskilde Festival symbolet på, at der var håb. Da festivalen blev aflyst, blev den for nogle symbolet på alt, der var uansvarligt, og for andre symbolet på alt det, vi har måttet undvære: det tætte fællesskab, nærheden, kulturoplevelserne, sanseligheden, friheden. Ungdomslivet.

Har ramt ungdommen i hjertet

Vi plejer at sige, at Roskilde Festival har en position og en størrelse, der forpligter. Coronakrisen har på den ene side understreget festivalens store betydning og på den anden side vist os, hvordan det samtidig kan svække os. Med aflysningen af festivalen har vores fundament og vores samlede virksomhed været ramt. Vi har været truet på eksistensen. Men der er meget mere på spil. Konsekvenserne for civilsamfund, kulturliv og ungefællesskaber er alvorlige.

Som en almennyttig virksomhed er vores formål at støtte unge og give dem en stemme. Vi har et særligt ansvar for fællesskabet, for at gøre en forskel – ikke mindst i forhold til at stimulere musiske, aktivistiske og billedkunstneriske vækstlag.

Det ansvar har været udgangspunktet for de ting, vi har gennemført igennem et usædvanligt år: Vi stillede vores digitale kanaler til rådighed for kreative talenter i foråret. Tusinder af festivalfans i og uden for Danmark tog hver for sig opfordringen til sig om at skabe sine egne orangefarvede minifestivaler, da vi holdt DIY-festival i juli 2020. Vi er gået nye veje med augmented reality og har udviklet digitale showcases med danske vækstlagsartister. Vi har givet de unge kunstnere, som mistede et afgørende afsæt for karrieren, da Roskilde Festival blev aflyst, en ny platform med vinyler og koncerter med mere i initiativet; »Sounds Like Roskilde«. Vi har søsat et cirkulært laboratorium for unge iværksættere inden for bæredygtighed. Vi har sat fokus på solidaritet og håb med Martin Creeds kæmpestore neonlysende kunstværk »Understanding« på Ofelia Plads i København.

Vi er gået sammen med resten af festivalbranchen, har stillet vores faglighed til rådighed og kæmpet for fælles løsninger, der kan bidrage til en genåbning af kulturen og mulighederne for at mødes i fællesskaberne igen. Det er der brug for nu.

Corona har ramt ungdommen lige i hjertekulen af det sociale liv – lige der i tilværelsen, hvor man skaber sin identitet og finder sine fællesskaber for resten af livet , og har erstattet det med isolation og restriktioner. Eftervirkningerne af det tab i kombination med de økonomiske følgevirkninger af krisen risikerer at kaste lange skygger i den unge coronagenerations liv.

Ovenikøbet har krisen virkeliggjort, hvad vi længe har sagt til hinanden, men også erfaret en smule teoretisk: At vores verden består af hurtigt accelererende forandringer og komplekse problemer, som ikke lader sig løse inden for de kendte metoder og strukturer. Stigende ulighed, klimaforandringer, politisk ustabilitet og globale pandemier truer verden, og der er mange tegn på, at de fællesskaber, der har været grundlæggende for fremgangen, den relative fred og samarbejdet på tværs af nationer og interesser, er under pres.

Det er det, den unge generation står til at overtage.

Styrken ligger i fællesskabet

Kan vi som festival ændre på det? Næppe. Men vi kan måske vise en vej. Både nu og når vi er kommet igennem krisen ud på den anden side og tilbage til en form for hverdag, vil der være et behov for at finde nye veje ind i fællesskabet og brug for at genrejse fællesskaber, der bringer mennesker sammen.

Det er netop det, kulturen og den fællesskabsorienterede kunst kan. Kunsten kan bringe mennesker sammen om oplevelser af det sansede. Kunsten beskæftiger sig med fortællinger om, hvad det vil sige at være menneske i verden. I kunsten udtrykkes det, der endnu ikke er, og den åbner dermed verden for os med nye forestillinger om fremtidens muligheder.

Som kulturbegivenhed har vi i Roskilde Festival en tro på kunstens betydning og dermed en særlig rolle og et ansvar for at bringe kunsten i spil i fællesskabet. Det er der mere brug for end nogensinde.

Kriser er svære at stå igennem, men kriser er – eller kan også være – katalysatorer for den udvikling, der allerede var på vej. Sådan er det for os. Vi er sat tilbage, men vi er ikke skudt ned eller gået i stå. Coronakrisen har skærpet vores blik for, hvor og hvordan vi gør os gældende som festival og som almennyttig virksomhed.

Vi har udviklet Danmarks største samlingssted for progressiv og fællesskabende kunst, aktivisme og fællesskab. Det har vi gjort ved at fokusere stærkt på den. Men det er også skrøbeligt, og nu skal vi udvikle flere og andre måder at udkomme på. For at være mere robuste, men også for at gøre en større forskel og for flere.

Vores styrke er det fysiske møde, de sanselige fællesskaber, hvor vi mærker hinanden og gør en forskel sammen – i det små igennem hele året og kulminerende i vores hovedbegivenhed. Mange digitale fællesskaber er udviklet under corona, nye digitale formater og mødesteder er opstået. Også hos os har krisen aktualiseret vores behov for at modne og udvikle organisationen digitalt. Men den har også styrket vores bevidsthed om, hvor vigtigt og unikt det, vi kan, er – og hvor meget det er savnet.

I skrivende stund ved vi endnu ikke, om vi får lov at holde Roskilde Festival nr. 50 i 2021. Vi befinder os stadig i uvished, men tiden er mere vores nu. Vi ved, vi kan håndtere en aflysning. Vi ved, vi kan samle fællesskabet på flere måder. Vi ved, vi er relevante og kan sætte os i spil sammen med andre på nye måder. Det er det, vi skal nu. Med eller uden Roskilde Festival i 2021.

Signe Lopdrup er administrerende direktør for Roskilde Festival