
Tænker du i kreative løsninger og vil bidrage med initiativer, der kan mærkes i hverdagen i et Community Camping-område? Så kan Leave No Trace være noget for jer.
Leave No Trace er et lille område, hvor de forskellige camps er engagerede i fællesskabet og er med til at skabe sjove, innovative og ambitiøse events og tiltag i løbet af ugen, som på mange måder gør det til en særlig oplevelse at bo i området. Området ligger i East og har eksisteret siden 2018.
Camp Skov inviterer for eksempel til karaoke-indsamling, Camp Kijafa udlodder hvert år en plads i Leave No Trace til året efter for den mest ryddelige camp i løbet af ugen, og Camp NO-BUTTS har gennem årene udleveret lommeaskebægre til deres naboer. Camp Sun-City har etableret en fælles ladestation drevet af solceller i området.
Der er plads til forskellige typer initiativer, så længe de deles med naboerne og bidrager til fællesskabet i området.
Ansøgning
For at få en reserveret plads i Leave No Trace skal du og din lejr udfylde ansøgningsformularen. I ansøgningen bliver I guidet til at beskrive jeres idé eller initiativ, som I ønsker at gennemføre i området.
De præcise krav for at få en plads i området kan ses i årets ansøgning.
Fakta
- Beliggenhed: East (se kortet)
- Silent camping? Nej
- Ansøgningsfrist: 30. marts
- Åben for camping: Lørdag 27. juni kl. 16.00
- Spørgsmål? Kontakt: leavenotrace@roskilde-festival.dk eller tjek vores Instagram- og Facebook-sider.
Vi ved om nogen, at ordentligt campingudstyr er essentielt, når man skal have den perfekte festivaloplevelse.
Men du behøver slet ikke medbringe det hjemmefra – i stedet kan du leje det hele direkte gennem os og afhente det, når du lander på festivalen.
Du kan bestille alt fra telte og pavilloner til luftmadrasser og campingstole – alt sammen i god kvalitet – i vores shop.
Se hele vores udvalg af lejeløsninger og bestil alt det, du skal bruge, fra 29. januar klokken 10.00 i shoppen.
Når vi bor sammen på Roskilde Festival, skal vi sammen passe på vores fine festivalplads.
Det betyder at alle områder skal efterlades ryddet for de ting, du har haft med. Det betyder også, at vi skal belaste vores klode mindst muligt selvom vi er på festival.
Du gør en kæmpe forskel, når du reducerer dit forbrug, sorterer dit affald og genbruger mest muligt.
- Reducér betyder, at du medbringer så lidt som muligt hjemmefra
- Sortér betyder, at du er med til at holde festivalen ren ved at sortere dit affald på vores affaldsstationer
- Genbrug betyder, at du tager dine ting med hjem og bruger dem igen




