
Book reserverede pladser, camping med nattero, opslåede telte eller glamping – og få overnatningen på plads til festivalen.
Med Special Camping kan du vælge den campingform, der passer til dig og din lejr – uanset om du vil reservere en plads på forhånd, bo i et område med nattero, ankomme til et opslået telt eller vælge glamping med ekstra komfort.
Special Camping-salget starter 29. januar klokken 10.00 i vores shop. Du skal bruge en Orange Orbit-profil, når du bestiller Special Camping (opret her).
Før du pakker tasken, kan det være værd at tjekke vores praktiske campinginfo – og få styr på, hvad der er rart at have med, hvad der skal blive hjemme, og hvordan du giver dig selv de bedste rammer for campinglivet.
Scroll ned, og se Special Camping-mulighederne på årets Roskilde Festival.

Book en plads til dig og din camp med Get A Place.
Vi markerer og reserverer et område på 50 m2. Én Get A Place-plads er tiltænkt en lejr på 6-10 personer eller cirka fire telte og én pavillon.
Max én pavillon pr. Get A Place-plads. Du kan leje og bestille pavillon gennem os.
Pris: 1.450 kroner pr. område.

Book en plads til dig og dit telt i et område, hvor musikken skal være slukket om natten.
Hvis I er to personer, der skal bo i et telt sammen, skal I begge have købt adgang til Get A Silent Spot.
Pris pr. person: 175 kroner.

Book en plads til dig og din camp i et område, hvor musikken skal være slukket om natten.
Vi markerer og reserverer et område på 50 m2. Én Get A Silent Place-plads er tiltænkt en lejr på 6-10 personer eller cirka fire telte og én pavillon.
Max én pavillon pr. Get A Silent Place-plads. Du kan leje og bestille pavillon gennem os.
Pris: 1.450 kroner pr. område.

Så snart festivalen går i gang, strømmer tusindvis af mennesker til campingområdet.
Kommer du først senere på ugen, og vil du gerne være sikker på en plads til dig og dit telt, skal du vælge Get A Late Spot. Så reserverer du en plads hele ugen.
Hvis I er to personer, der skal bo i et telt sammen, skal I begge have købt adgang til Get A Late Spot.
Pris pr. person: 175 kroner

Tag på festival og sov i skønt telt, som vi har slået op for dig.
Teltet har plads til to personer, er rengjort og står klar ved ankomst. Med i din Rent A Pitched Tent-booking følger fri adgang til varme bade i området.
Pris: 1.200 kroner ekskl. depositum

Tag på festival og sov i skønt telt, som vi har slået op for dig. I denne Deluxe-pakke følger to sæt luftmadrasser, dyner og puder. Det bliver ikke meget lettere!
Teltet har plads til to personer, er rengjort og står klar ved ankomst. Med i din Rent A Pitched Tent-booking følger fri adgang til varme bade i området.
Pris: 2.600 kroner ekskl. depositum

ReTent er et nyt og mere komfortabelt alternativ til det klassiske telt, skabt til dig, der gerne vil have lidt mere komfort uden at gå all-in på glamping.
Teltet står klar ved ankomst og er bygget i en robust konstruktion uden blafrende teltdug, hvilket giver en mere stabil og behagelig oplevelse. Den to-lags opbygning bidrager til et mere jævnt klima i teltet, og den faste konstruktion gør ReTent mere rummeligt end traditionelle telte.
Pris: 1.300 kroner.

Som navnet antyder, er Tenthouse en perfekt blanding af et telt og et hus.
Det har et rigtigt gulv hævet over jorden og indeholder en madras til to personer, en opbevaringsboks, lys og en stikkontakt med 230 V.
Pris: 3.100 kroner ekskl. depositum.

I Caravan Camping kan du bo i din campingvogn, campervan eller autocamper. Du har mulighed for at opstille fortelt til dit køretøj.
I området har du adgang til bade (mod betaling), toiletfaciliteter og rindende vand.
Pris: 975 kroner.

Tag din motorcykel med på festival, fordi hvorfor ikke?!
Dette område er både til overnatning og parkering, hvilket gør det muligt at slå dit telt op ved siden af og holde øje med din kværn.
Pris: 375 kroner.

Sleep-in Buses er placeret i nærheden af Caravan Camping og er til jer, der ønsker at ankomme i busser, som man kan sove i.
Området har bad (mod betaling) og toiletfaciliteter.
Pris: 1.850 kroner pr. bus.

Bo lækkert i et opslået glampingtelt med plads til to personer – og ankom til festivalen med det hele på plads.
Teltet står klar ved ankomst og er indrettet med to rigtige senge, sengelinned, dyner, puder og stole. Der er adgang til 230 V strøm og god plads til både bagage og ophold. Teltets konstruktion giver et behageligt indeklima, også på varme dage.
Med i bookingen følger fri adgang til varme bade i området.
Pris: 3.600 kroner ekskl. depositum.

Bo lækkert i en opslået Glamping Tipi med plads til to personer og ekstra loftshøjde – og ankom til festivalen med det hele på plads.
Tipien står klar ved ankomst og er indrettet med to rigtige senge, sengelinned, dyner, puder, og stole. Den høje midte giver en rummelig fornemmelse og gør det nemt at bevæge sig rundt og opholde sig i teltet – også uden for sovetiden. Der er adgang til 230 V strøm og plads til bagage.
Med i bookingen følger fri adgang til varme bade i området.
Pris: 4.800 kroner ekskl. depositum.

Bo lækkert sammen i et opslået glampingtelt med plads til fire personer – velegnet til venner eller familie, der ønsker en festivalbase udover det sædvanlige.
Teltet står klar ved ankomst og er indrettet med fire rigtige senge, sengelinned, dyner og puder. Der er adgang til 230 V strøm og god plads til at samle sig og opbevare bagage. Teltets konstruktion giver et behageligt indeklima, også på varme dage.
Med i bookingen følger fri adgang til varme bade i området.
Pris: 6.100 kroner ekskl. depositum.
Når vi bor sammen på Roskilde Festival, skal vi sammen passe på vores fine festivalplads.
Det betyder at alle områder skal efterlades ryddet for de ting, du har haft med. Det betyder også, at vi skal belaste vores klode mindst muligt selvom vi er på festival.
Du gør en kæmpe forskel, når du reducerer dit forbrug, sorterer dit affald og genbruger mest muligt.
- Reducér betyder, at du medbringer så lidt som muligt hjemmefra
- Sortér betyder, at du er med til at holde festivalen ren ved at sortere dit affald på vores affaldsstationer
- Genbrug betyder, at du tager dine ting med hjem og bruger dem igen




