Lærke Uldahl

SCROLL NED

Lærke Uldahl

Lærke Uldahl opstiller til Foreningen Roskilde Festivals bestyrelse. Her fortæller hun om sit engagement i foreningen, og hvorfor hun opstiller.

Vil du fortælle lidt om dig selv?

Jeg hedder Lærke Uldal og er 31 år gammel, fra Roskilde men bor nu i København med mand og hund. Når jeg ikke er på mit civile arbejde eller mit Roskilde-arbejde går jeg til koncerter, twerk og drikker whisky.

Hvordan er du engageret i Foreningen Roskilde Festival i dag?
Jeg blev valgt til foreningen for første gang i 2023 og har således siddet min første periode af 3 år.​
Hvorfor stiller du op til bestyrelsen i Foreningen Roskilde Festival?
Jeg genopstiller til foreningsbestyrelsen, fordi vi fortsat skal sikre verdens bedste festival. Festivalen står et sted, hvor det danske festivalmarked på samme tid er fyldt med mange forskellige festivaltilbud, men ejes af stadig færre organisationer, virksomheder og de få foreninger, som er tilbage. For at sikre festivalen vil jeg arbejde for vores uafhængighed samtidig med at vi forbliver en festival med et øje for at give vores deltagere, noget de ikke vidste de havde brug for.
Hvad mener du, er bestyrelsens vigtigste opgave lige nu?
Vi ved godt i foreningen at vi har en unik festival. Men det er noget vi skal blive bedre til at kommunikere til vores deltagere og samarbejdspartner. Både i det globale og internationale festivallandskab er vi efterhånden en enlig svane og jeg ser et stort forretningspotentiale i at udnytte det konkurrenceposition noget mere og fremvise de værdier, vi allerede efterlever.
Hvad bliver ifølge dig foreningens vigtigste opgave i fremtiden - og hvad mener du, der skal til for at løfte den?
Vi skal sikre en foreningsstruktur, som er fremtidssikrende og inkluderende. Man skal kunne se sig selv i foreningen og sørge for at vores struktur opretholder mulighedsrummet for at lave den festival, vi alle elsker så højt.
Hvordan kan du bidrage til dette?
Siden jeg indtrådte i bestyrelsen som 28årig er jeg kun blevet skarpere og fået en dybere indsigt i festivalens position i Danmark og Europa. Min erfaring indenfor organisationsudvikling, ungeinddragelse og strategiforståelse, stille jeg rigtig gerne til rådighed i 3 år mere.