
Roskilde Festival samarbejder hvert år med over 100 almennyttige foreninger, som enten løfter en serviceopgave eller driver en madbod.
Er jeres forening nysgerrig på at høre mere om hvad det vil sige at løse en serviceopgave på Roskilde Festival og blive en del af fællesskabet, samtidig med at I tjener penge til jeres forenings formål? Så tag med på rundvisning søndag 29. juni kl. 13.00-16.00, hvor vi inviterer vi nye foreninger til at komme med ombord til fremtidens Roskilde Festival.
I får lov at komme med bag kulisserne på årets Roskilde Festival og opleve festivalånden helt tæt på.

På rundvisningen får I et unikt indblik i, hvad det indebærer at være med – og hvilke muligheder det kan give jeres forening. I møder blandt andet foreninger, der driver pantboder eller har ansvar for specifikke områder på campingpladsen. Her får I indblik i det praktiske arbejde, og i hvordan deltagelsen skaber værdi – både økonomisk og socialt – for de enkelte foreninger. Rundvisningen kommer til at foregå på engelsk, såfremt vi har internationale deltagere.
Der bliver god tid til at stille spørgsmål og høre mere om, hvordan man ansøger om at blive foreningspartner på Roskilde Festival 2026. Rundvisningen afsluttes med kolde drikke i vores frivilligområde ”Volunteers’ Village”, og I er meget velkomne til at blive og nyde resten af aftenen – måske med en koncertoplevelse i ægte Roskilde-ånd.

Pladserne er begrænsede – hver forening kan tilmelde op til to personer. Rundvisningen er gratis, og I får adgang til Roskilde Festival søndag 29. juni.
Efter tilmeldingsfristen modtager I en bekræftelsesmail med praktisk information – herunder mødested og program.
Spørgsmål
Har I spørgsmål, er I velkomne til at kontakte rekrutteringsansvarlig Josefine Daphne Merrild Frederiksen på mail.