20250704 Soleima Avalon Photosmaltheivarsson 0260 1600Px (1)

En million til fællesskaber i Roskilde

02.10.2025Engagement

Fra skoleskak og basketball til jam-sessions og e-sport. Vi støtter 20 lokale initiativer, som gør en kæmpe forskel for børn og unge.

Roskilde Festival er en velgørende begivenhed, og vi giver hele overskuddet til velgørende formål.

Når du køber en billet eller engagerer dig som frivillig, er du med til at forme en bedre fremtid for andre – især børn og unge. 

Derfor har vi lige doneret i alt 1.050.000 kroner til 20 frivillige fællesskaber i Roskilde Kommune. Det er initiativer, der på hver deres måde skaber nye muligheder og stærkere fællesskaber for børn og unge. Det gør de hver dag i sportshaller, på scener, i klubhuse og på tværs af kulturer.

Vi synes, at de lokale ildsjæle, som bruger deres energi på at gøre en forskel, fortjener en håndsrækning, så deres engagement kan vokse og nå endnu flere.

Fællesskaber og kreative frirum

Blandt de 20 initiativer finder du Roskilde Basketball Club, hvor unge trænere og dommere skaber fællesskaber med plads til forskellighed.

I landsbyen Ågerup mødes børn til e-sport og hygge arrangeret af Ågerup og Omegns Landsbyråd, som styrker både venskaber og selvværd.
 
Steps Ahead samler unge og erfarne musikere i åbne jam sessions og workshops, der knytter generationer sammen om musikken. 

Dansk Skoleskak bruger skak til at åbne nye veje ind i fællesskabet, bl.a. for børn med autisme og skolevægring. Og i Hal 12 i Musicon-bydelen finder unge et kreativt frirum ved at lære at scratch’e og mixe vinyl.

De 20 foreninger og initiativer, der har modtaget en festivaldonation:

  • AIR Roskilde Brydeklub (50.000)
  • Badminton Roskilde (20.000)
  • BlipBlop Studio (55.000)
  • Dansk Skoleskak (60.000)
  • Hal 12 (50.000)
  • INSP! (80.000)
  • Lørdagsdansen af 1987 Roskilde (20.000)
  • Plexus Roskilde (15.000)
  • Roskilde Basketball Club (50.000)
  • Roskilde Bibliotek (75.000)
  • Roskilde Håndbold (50.000)
  • Specialsport (70.000)
  • Rytmisk Musikforening Steps Ahead  (90.000)
  • The Why (50.000)
  • Ventilen Roskilde (15.000)
  • Vibes (50.000)
  • Vor Frue IF (80.000)
  • WoWiWo (30.000)  
  • Aaben Dans (100.000) 
  • Ågerup og Omegns Landsbyråd (40.000)   

Tak til alle jer lokale foreninger og fællesskaber. Vi er glade for at kunne bakke op om jeres engagement. 

Og tak til alle jer, der gør det muligt – som billetkøbere, frivillige og samarbejdspartnere. Sammen skaber vi en festival, der også gør gavn resten af året.