Headlineflip 1920X1080 Web

Oplev Masiv, Ayla, Inga Bari og en hemmelig gæst til Headline Flip

09.09.2026Året rundt

5. november i Pumpehuset flipper vi igen koncertformatet på hovedet til en unik klubaften spækket med overraskelser! Billetsalget er i gang nu.

Normalt kommer opvarmningen først, og så træder aftenens største navn ind på scenen.

Til Headline Flip vender vi tingene på hovedet.

5. november i Pumpehuset i København åbner en velkendt kunstner ballet – hvem det er, holder vi hemmeligt lidt endnu – og bagefter overtager de fremadstormende navne Masiv, Ayla og Inga Bari scenen.

Glæd dig til en unik aften med fuld knald på, hvor musik, lys, udsmykning og overraskelser smelter sammen.

Billetsalget er i gang nu – og en billet til denne særlige aften koster kun 210 kroner!

Rising: Et rygstød til nye strømninger

Headline Flip er en del af Rising, vores helårlige indsats for at styrke kunstnere, ideer og fællesskaber, der pejler nye tendenser og åbner nye veje i kunsten og musikken.

Det sker blandt andet gennem First Days-programmet, hvor nye musiknavne åbner Roskilde Festival og møder et stort, nysgerrigt publikum, og i Emerging Artist Area, hvor unge musikere kan udvikle sig og møde både branchefolk og hinanden.

Med RoFH x RF Tour skaber vi sammen med Roskilde Festival Højskole en turné med tre artister fra årets festival. Højskoleelever er med til at planlægge, producere og afvikle koncerterne på tværs af musik, kunst, lyd, lys, kommunikation og eventledelse, mens artisterne får nye scener og nye møder med publikum.

Rising rækker også ind i andre kunstformer. Vi samarbejder med Det Kongelige Akademi og andre uddannelsesinstitutioner om at give arkitektur og kunst nye rammer, og vi udgiver koncertoptagelser og dokumentation af kunst og aktivisme, så værker og performances kan leve videre ud over festivalen.

Rising handler i al sin enkelhed om at give et rygstød til de strømninger, som kun lige er begyndt at røre på sig – fra den første store festivalscene til næste skridt i et kunstnerisk arbejdsliv. Headline Flip er et af de formater, hvor du kan opleve det ske lige foran dig.

Læs mere om Rising her.

Masiv

Med deres eksplosive liveshows har Masiv hurtigt markeret sig på den danske elektroniske scene. I sommer spillede trioen blandt andet anmelderroste koncerter på Kaleido og Roskilde Festival, hvor deres intense blanding af elektronisk produktion og livetrommer for alvor kom til sin ret.

Musikken trækker på drum’n’bass, techno, hyperpop og dubstep i det, de selv kalder “Copenhagen Bounce”. Med to producere og en trommeslager på scenen bevæger Masiv sig mellem DJ-set og traditionel livemusik med tung bas, høj energi og et fysisk liveudtryk.

Inga Bari

Med blot tre udgivne sange har Inga Bari allerede markeret sig som et af de interessante nye navne på den danske elektroniske scene. Den aarhusianske producertrio har blandt andet spillet på SPOT Festival og Kaleido og gjort sig bemærket med et livesetup fyldt med maskiner, kabler og plads til improvisation.

Musikken bevæger sig mellem house, nordisk techno, dancehall og caribisk soundsystemkultur med et emotionelt twist. Resultatet er et råt og legende elektronisk udtryk, der både rummer direkte clubtracks og mere dvælende ravepassager.

Ayla

Ayla har gennem fire album etableret sig som et markant navn på den svenske musikscene. Den Malmø-baserede sanger og producer har to gange modtaget prisen Årets Rytm ved Manifestgalan og har gennem mere end et årti bevæget sig frit mellem forskellige musikalske udtryk.

Hendes lyd samler dub, reggae og elektronika med tunge basgange, melodisk lethed og et legende blik på genrer. De senere år har hun samtidig åbnet sit univers mod et mørkere, mere pulserende elektronisk udtryk.

Billedkunstner pynter Pumpehuset

Til Headline Flip får Pumpehuset en særlig udsmykning skabt af billedkunstner Jasmin Aiche Mahallati.

Mahallati er uddannet fra Det Kongelige Kunstakademi og arbejder på tværs af maleri, skulptur og video. Hendes værker kredser om identitet, ophav og menneskelige relationer og bevæger sig ofte mellem et farverigt, naivistisk udtryk og mere alvorlige fortællinger om tilhørsforhold, krig og flugt.

Se hvordan det gik til, da vi for første gang afholdt Headline Flip i 2025 med Pil, Augusta Schackinger og Carlina de Place: