Roskilde Festival opfører ny Orange Scene med plads til fremtidens koncerter
For første gang i 25 år får Roskilde Festival en ny Orange Scene. Den nye og fjerde generation af festivalens ikoniske hovedscene får markant mere plads til scenografi, lys og visuelle produktioner.
Loftet over scenen er hævet med 50 procent, og det orange telt vokset 25 procent højere og bredere i forhold til den gamle udgave af Orange Scene, som Roskilde Festival sender på velfortjent pension efter 25 års tro tjeneste.
Dermed giver den nye konstruktion bedre plads til scenografi, lys og visuelle produktioner og gør det muligt for festivalen at skabe større og mere komplekse koncertoplevelser for op mod 60.000 publikummer foran scenen.
Se billeder af Orange Scene gennem tiden her.
Roskilde Festivals musikchef Thomas Sønderby Jepsen siger:
”Vi har bygget en ny Orange Scene, der er gearet til fremtiden. Scenen ligner sig selv, men vi har designet et markant større og mere tidssvarende scenerum inde i teltet, så vi kan løfte koncertoplevelsen for hele pladsen foran scenen og give kunsten endnu bedre muligheder.
Den ny scene kan rumme komplekse produktioner og er samtidig blevet mere fleksibel, så kunstnere kan bruge den på mange forskellige måder. Der giver os en platform, hvor både store navne og nye formater kan udfolde sig og samle publikum om de helt store øjeblikke.
Vi har især øget højden i scenerummet, og det giver plads til de omfattende scenografier, lysopsætninger og visuelle elementer, som kunstnere rejser med i dag.
Orange Scene er vores samlingspunkt, og det har været vigtigt at holde fast i det velkendte design med den orange teltdug og de karakteristiske buer, men samtidig imødekomme de krav til størrelser og udtryksformer, som koncerter stiller i dag og i fremtiden.”
Symbol siden 1978
Roskilde Festival købte det oprindelige orange scenetelt til festivalen i 1978. Den oprindelige scene blev delvist udskiftet i 1984, og festivalen tog en ny scene i brug i 2001.
Den nye scene i 2026 er dermed fjerde generation af Orange Scene.
Den nye Orange Scene er designet af den tyske ingeniørvirksomhed IF-Group og opføres i samarbejde med danske entreprenører med erfaring i store scenekonstruktioner og midlertidige bygningsværker.
Scenens frivillige telthold har igennem hele processen bidraget med deres unikke kompetence og viden fra opbygningen af Orange Scene gennem mange år.
Gorillaz, The Cure, Zara Larsson, Lily Allen, Addison Rae, Tobias Rahim og Pil er blandt de optrædende kunstnere på Orange Scene i 2026.
Fakta og nøgletal
Frihøjden i scenerummet, som er afstanden mellem scenegulvet og udstyret i loftet, er 9,5 meter, hvilket er cirka 50 procent højere end på den gamle Orange Scene.
Det nye scenetelt er 73 meter langt og 25 meter højt. Det svarer til en forøgelse på 25 procent i forhold til det gamle telt.
Den nye teltdug dækker et areal på 2180 m². Det svarer til en forøgelse på 65 procent i forhold til det gamle telt.
Arbejdet på festivalpladsen gik i gang i januar 2026. Den nye scene er forankret over 11 meter ned i jorden med 16 jordankre og bygget på et fundament af 30 tons armeringsjern og mere end 500 m3 beton. Området er samtidig opgraderet med nyt regnvandssystem med brønde og afvanding.
Den nye scene er designet af tyske ingeniørvirksomhed IF-Group og bygget af GAP Entreprise og Windhorst. Den er udviklet i tæt samarbejde med scenens frivillige telthold, der har bidraget aktivt med viden og praktiske erfaringer fra opbygningen af Orange Scene gennem mange år.
Orange Scene er Roskilde Festivals hovedscene, der er verdenskendt for sin karakteristiske facon og orange teltdug. Det er her, hvor de gigantiske fællesskaber udfolder sig i stadionstørrelse. Kapacitet er cirka 60.000 publikum.
Gorillaz, The Cure, Zara Larsson, Lily Allen, Addison Rae, Tobias Rahim og Pil er blandt de optrædende kunstnere på Orange Scene i 2026
Lydsystemet består af mere end 250 højttalere og subwoofere fordelt mellem scenen og fem lydtårne på pladsen. Det samlede lydanlæg kan dække et området på 180 x 100 meter med fuld koncertlyd. Frontbuen rummer samtidig 108 lamper, der er med til at løfte den visuelle koncertoplevelse. Derudover er scenen udstyret med en storskærm på 16 meter i bredden og 8 meter i højden.
Roskilde Festival købte det oprindelige orange scenetelt til festivalen i 1978. Den oprindelige scene blev delvist udskiftet i 1984, og festivalen tog en helt ny scene i brug i 2001. Den nye scene i 2026 er dermed fjerde generation af Orange Scene.
Det tager cirka 140 frivillige godt to uger at bygge det orange sceneområde op, mens nedtagning varer fire dage.
Orange Scene: Seks afgørende år i scenens historie
1976: THE ORANGE ONE
I 1976 bliver det oprindelige orange scenetelt bygget til The Rolling Stones’ europæiske turné. Designet er inspireret af tidens lette, selvbærende konstruktioner kaldet tensile strutures, og det ikoniske udtryk opstår i et samspil mellem ingeniørkunst og tilfældigheder – blandt andet bliver dugen orange, fordi det ganske enkelt er den billigste løsning.
The Orange One, som ejerne kalder teltet, får sin debut i regn og mudder til en koncert 29. maj 1976 i Haag. The Rolling Stones spiller dog kun få udendørsshows den sommer. Så indtægterne, der skulle dække omkostningerne til at bygge og transportere den ambitiøse konstruktion, udebliver, og teltets ejer, firmaet Revelation Staging, går konkurs.
1978: ET MYSTISK DRAGETELT
I 1978 finder Roskilde Festivals daværende leder Leif Skov teltet efterladt i en lagerhal i England, og festivalen køber det for 150.000 kroner. Fem tons scenedele bliver fragtet til Danmark, hvor frivillige bygger teltet op på festivalpladsen. Den danske presse beskriver det som et “mystisk drage-telt” og et “avanceret, orangerødt scenetelt, som arrangørerne håber, vil slå byens domkirke som vartegn”.
Udskiftningen af den enkle stilladsscene med en markant hovedscene markerer et tydeligt skifte. Allerede det første år spiller navne som Bob Marley og Elvis Costello på scenen. Scenen placeres i den nordlige ende af pladsen på samme sted, hvor teltet stadig står i 2026.
1984: NY DUG, NY LYD
I 1984 er det originale scenetelt så slidt, at dugen og frontbuen bliver udskiftet – kun masterne kan fortsat bruges. Samtidig bliver der plads til dobbelt så mange lamper, og festivalen introducerer for første gang et lydsystem med delay-effekt, så lyden når samtidig ud til publikum på hele pladsen foran scenen.
1986: NAVNET ER ORANGE SCENE
Gennem de første år hedder den blot Store Scene – det navn, festivalens største friluftsscene allerede havde. Fra 1980 til 1985 er den officielt kendt som Canopy-scenen. I 1986 får den sit endelige navn: Orange Scene. Navneskiftet markerer ikke kun scenens rolle som festivalens hovedscene, men også dens position som et ikonisk samlingspunkt.
2001: EFTER ULYKKEN
Efter ulykken i 2000 træder Roskilde Festival ind i en ny tid med øget fokus på koncertsikkerhed og adfærd foran scenerne. I 2001 køber festivalen derfor en ny Orange Scene af det tyske firma Strohmeyer Ingenieurgebau.
Den nye konstruktion ligner den forrige i farve og form, men er cirka en tredjedel større. Åbningen mod publikum bliver omkring otte meter bredere og fire meter højere, hvilket. gør det mere attraktivt at opleve koncerterne længere tilbage og mindsker presset foran scenen. Det højere scenegulv reducerer samtidig pladsen til lys- og sceneteknik over scenen. En endnu højere konstruktion er i spil, men fravælges, da scenen ellers ville blive for bred.
2026: RUSTET TIL FREMTIDEN
Efter 25 år er Orange Scene fra 2001 nået til vejs ende. Den 3,5 tons tunge dug er slidt, og konstruktionen er gennem årene blevet repareret og udskiftet flere gange. Samtidig stiller nutidens koncertproduktioner langt større krav til plads, højde og teknik end scenen kan levere.
Derfor opfører festivalen en ny Orange Scene i 2026 – større, stærkere og bedre rustet til fremtidens koncerter, men stadig med det ikoniske udtryk, der har kendetegnet scenen i årtier.
Historiske kilder: Dagblade: Aktuelt, torsdag den 29. juni 1978, Politiken, torsdag 29. juni 1978, Politiken, onsdag 16. april 2008. Litteratur: ’Vi mødes i Roskilde - Roskilde Festival i 25 år’, Grete Rung, 1995, ’Roskilde Festival’, Johannes Feil, 1981. Roskilde Festival: Forhandlingsprotokol for Roskildefonden, RoskildeNyt nr. 96, 2008 samt tidligere og nuværende frivillige og medarbejdere ved Roskilde Festival.
