Med en nærmest overjordisk stemme og en vidtfavnende popmusikalsk vision skaber amerikanske Caroline Polachek et magisk univers, der er medrivende, dramatisk og sensuelt. Det fik man også at mærke, da hun i 2023 inviterede Roskilde Festival ind i sine dragende sange. “En performer og sanger af Guds nåde” lød det blandt andet i Soundvenues anmeldelse af koncerten, og siden har det været et stort ønske at bringe Polachek tilbage. Det sker til sommer!
Efter en fortid i indiebandet Chairlift markerede Caroline Polachek sig stærkt som en af vor tids store art pop-navne med soloalbummet Pang (2019), der som hendes første album i eget navn høstede nærmest ekstatiske anmeldelser og bragte hende højt på adskillige lister over årets bedste album. Et debutalbum af det format er svært at komme efter, men Caroline Polachek rystede ikke på hånden, da hun i 2023 fulgte op med mesterværket Desire, I Want To Turn Into You.
“An album of breathtakingly original pop songs”, skrev PopMatters i en superlativ anmeldelse af albummet, der for alvor slog Polacheks navn fast. Her formåede hun – i tråd med ikoner som Kate Bush og Björk – at forene dristige eksperimenter, futuristiske klange og eklektiske genresammenblandinger med popmusik fra øverste hylde og sublime hits som “Sunset” og “Welcome to My Island”. På albummet favner Polachek synteser af alt fra new age og triphop til folkemusik og avant-pop i en overdådig helhed. Og hvem ellers kunne på samme album invitere både popsanger Dido og den eksperimenterende sækkepibespiller Brìghde Chaimbeul med på samme album?
Hendes musikalske bredde kommer også til udtryk i samarbejder med både store popstjerner som Beyoncé og Charli XCX og mere alternative navne som Weyes Blood, Blood Orange og bandet caroline. Hun fortsætter med at være en af vor tids mest begavede og eklektiske popmusikere, og forventningerne er høje, når hun til sommer endelig vender tilbage til Roskilde Festival.

