Mindre aftryk, mere omtanke

SCROLL NED

På Roskilde Festival tager vi ansvar for fremtidens miljø og klima.

Vi arbejder målrettet på at mindske vores aftryk og bidrage til en grønnere fremtid.  Derfor går vi efter at få miljømærket vores festival efter nordiske standarder. 

Vi tester nye løsninger, skruer ned for forbruget og tænker cirkulært, så ressourcer bliver brugt klogere, mere skånsomt og igen og igen. Samtidig indgår vi samarbejder med partnere, der – ligesom os – vil skubbe bæredygtig udvikling fremad.  

Men vi kan ikke gøre det uden dig. Når du tager toget, vælger plantebaseret mad, sorterer dit affald og genbruger dit udstyr, er du med i en bevægelse, der gør en forskel.  

Læs her hvordan vi skaber en festival med mindre aftryk og mere omtanke. 

På vej mod CO₂e-neutralitet

Vi arbejder for at blive CO₂e-neutrale i 2028, og vi laver CO₂e-regnskaber for at finde ud af, hvordan vi kan rykke mest og hurtigst.

Det kræver store ændringer i, hvordan vi planlægger, producerer og forbruger. Og det kræver også noget af dig.

Det største klimaaftryk fra Roskilde Festival kommer fra det, vi sammen bruger og efterlader: transport, mad, drikke, udstyr og affald. Derfor har dine valg betydning: Fra hvordan du kommer til festivalen, til hvad du spiser og sover i. Når du tager toget, vælger plantebaseret mad og genbruger dit grej, er du med til at sænke udledningen.

Vi sætter konkrete mål. Vi arbejder på at halvere udledningen fra maden, og gennem vores energipartnerskab med Andel har vi sløjfet dieselgeneratorer og flaskegas til madlavning.

Rasmus Kongsgaard

Affaldet skal sorteres

Affald er en af de største udfordringer på Roskilde Festival, men også en af de vigtigste nøgler til forandring 

Vi arbejder på at forebygge affald og sortere bedre, så vi kan genanvende langt mere. I 2025 producerede vi mere end 1.700 ton affald og nåede op på 22 % genanvendelse. Men vi sigter mod af reduceret affaldet til 1.000 ton og nå op på en genanvendelse på 65 % i 2028.

Det kræver, at vi løfter sammen, og det virker allerede. Du kan medbringe færre ting og sager og kan leje dit camping-gear. I 2025 valgte mere 9.500 den løsning. Det er renere, smartere og et skridt mod bedre vaner.   

Du får poser i lejren og kan aflevere dem ved tydeligt markerede sorteringsstationer. Når du bruger systemet rigtigt, giver du ressourcerne nyt liv.  

Vi gør også op med engangsforbrug: Vi bruger genbrugsglas og er i gang med at udfase brug af engangsservice.

Mere økologi og biodiversitet

Vi stiller høje krav til maden. Vores mål er fortsat 100 % økologi, flere lokale råvarer og et lavere klimaaftryk. Jo flere, der vælger plantebaseret, desto større forskel kan vi gøre. 

Festivalen serverer over en million måltider på en uge. Derfor arbejder vi med plantebaserede retter, økologi og produktion med omtanke. På menukortene kan du se mærket One Planet Plate, der viser, hvilke retter der har et klimaaftryk under 0,5 kg CO₂e.

I 2026 har vi desuden sat et loft på maks. 2 kg CO₂e pr. ret for at reducere det samlede aftryk fra maden.

Vi vil vise, at grøn omstilling også kan smage godt. Derfor arbejder vi tæt sammen med boder, leverandører og partnere om at udvikle nye retter og løsninger.

Vi tester fremtiden gennem partnerskaber

Festivalen er et testlaboratorium for nye idéer og løsninger i samarbejde med partnere og kunstnere.  

Siden 2022 har vi i samarbejde med Andel været koblet direkte på det danske elnet. Det betød farvel til dieselgeneratorer og flaskegas i madboderne.

Med Carlsberg arbejder vi for at nedbringe klimaaftrykket fra produktion til udskænkning, og Meyer Sound, der leverer lyd til scenerne, har reduceret strømforbruget i deres højtalere med 20 procent.

Kasper Heden

Donationer der understøtter forandring

Alt overskud fra festivalen går til foreninger, bevægelser og projekter, der skaber kulturel, social og miljømæssig forandring.  Når du deltager på Roskilde Festival, er du med til at støtte ungebevægelser, der arbejder for en grønnere og mere retfærdig verden. 

Vi tror på, at stærke fællesskaber og engagerede unge er nøglen til fremtidens løsninger. Derfor støtter vi initiativer, der forener aktivisme, frivillighed og gode idéer og som inspirerer til handling lokalt og globalt.  

Senest har vi blandt andet støttet Den Grønne Ungdomsbevægelse, Klimabevægelsen og Klimafolkemødets Ungenetværk.

Fælles for dem er, at de styrker unges stemmer og handlekraft i den grønne omstilling. 

Bæredygtighed bag linjerne

Vil du vide mere om vores arbejde med bæredygtighed året rundt? Læs om de mål, metoder og resultater, der driver vores miljømæssige, sociale og kunstneriske, og økonomiske udvikling.

Se hvad vi gør