Rum for omsorg

På Roskilde Festival kan du møde magiske queer-feer, gå den lange vej, træde ind i et safer space og opleve kunst, der skaber plads til flere kroppe, stemmer og måder at være sammen på.

SCROLL NED

Hvordan skaber vi rum, hvor flere kan være med? Og hvad sker der, når kunsten inviterer os til at lytte, mærke efter og møde hinanden på nye måder?

Årets Art & Activism-program byder på en række kunstværker, performances og workshops, der undersøger omsorg som noget, vi skaber sammen. Her handler fællesskab ikke om, at alle skal være ens, men om at skabe rammer, hvor forskelligheder kan mødes med nysgerrighed, respekt og empati.

Du kan bl.a. tage den lange vej op ad en spiralformet rampe, træde ind i et sanseligt rum for queer-meditation, opleve dancehall-kulturens kollektive energi, møde unge stemmer fra Taastrupgaard og se, hvordan musik, dans og performance kan åbne for nye måder at være sammen på.

Scroll ned, og gå på opdagelse i programmet.

Tag den lange vej op

Rundt om bakken ved Dancefloor i Camping East snor The Long Way Around sig hele vejen til toppen. Værket ligner en overdimensioneret rampe og er skabt til at gøre vejen op lettere for flere forskellige kroppe.

Det er en lang, langsom og sanselig vej til toppen, hvor der venter siddeplader og et mødested med bål – et oplagt sted til en pause fra festivalmylderet.

Den britiske kunstner Jesse Darling skabte værket sammen med Roskilde Festival i 2025, og i år kan du igen opleve det på festivalpladsen.

The Long Way Around kan opleves ved bakken ved Dancefloor.

Træd ind i et rum for ro og samhørighed

I et grønt område omgivet af træer kan du finde Rehearsals of Belonging 2.0, en kunstnerisk pavillon skabt af billedkunstner Bartek Arobal Kociemba og arkitekt Mikkel Nielsen.

Installationen fungerer som et safer space, hvor kunst, aktivisme og spiritualitet smelter sammen. Her kan du opleve queer-meditation, sanselige workshops og interaktive performances, der inviterer til ro, refleksion og fordybelse.

Hver dag markeres overgangen fra dag til aften med et elektronisk lysbad skabt af den polske komponist, producer og performer Stefan Węgłowski.

Rehearsals of Belonging 2.0 kan opleves under hele festivalen.

Unge fortæller om drømme for i morgen

Kunstner Sahar Jamili skaber et fælles kunstværk sammen med unge fra boligområdet Taastrupgaard i Høje Taastrup. Under overskriften Vores drømme om i morgen undersøger de sammen, hvordan kunst kan samle mennesker og forme identitet gennem historier.

Gennem kreativ skrivning, lydoptagelser, fundne objekter og byvandringer i festivalbyen flettes erfaringer, minder og perspektiver på livet som ung sammen til en mangfoldig fælles fortælling om drømme og håb for fremtiden.

Ingen ved endnu, hvor fortællingen ender. Måske opstår der noget, ingen havde forestillet sig.

Vores drømme om i morgen kan opleves på Roskilde Festival.

Hold øje med de magiske antihelte

Luften fyldes med fest og magi, når Feerne lander på festivalpladsen og forvandler hverdagen til et glitrende, grotesk fe-univers med vinger, megafon, tryllestav og kostumer.

Feerne dukker op, når du mindst venter det. I pausen mellem koncerter, i toiletkøen, i et hjørne af pladsen eller lige efter du er blevet væk fra dem, du kom med. De spiller musik, tryller, improviserer, laver små kabareter og forsvinder igen, før du når at spørge hvorhen.

Bag Feerne står et queer ensemble med en vision om at give mikrofonen til hverdagens magiske antihelte.

Feerne. Tirsdag 30. juni kl. 15.00, The Yard

Træd ind i et musikalsk fællesskab i bevægelse

Det Åbne Ensemble er et orkester med brugere af psykiatrien, hvor alle kan være med, uanset musikalsk erfaring. Fokus er ikke på en klassisk koncert, men på processen: et skabende og trygt rum i konstant forandring.

Når ensemblet indtager Platform, står instrumenter som kontrabas, vibrafon, synthesizer og klaver klar på scenen. Foran hvert instrument er der en lampe. Når lyset tændes, starter musikken.

Hver improvisation rammesættes af enkle musikalske benspænd, men værket formes af orkestrets medlemmer i øjeblikket. Resultatet er et levende fælles rum, hvor bidrag bliver mødt, forstærket og sat i spil af andre.

Det Åbne Ensemble. Lørdag 4. juli kl. 11.45, Platform

Dancehall som fælles energi

1Guh Watch bringer dancehall-kulturens rå, legende kraft til Roskilde Festival. På Platform samler de internationalt anerkendte jamaicanske kunstnere i en performance, der fejrer kreativitet, attitude og fællesskab.

Gennem koreografi skabt i øjeblikket lader danserne bevægelse, rytme og nærvær udfolde sig naturligt. Forvent sprudlende energi, fængende musik og dansere, der smitter med deres bevægelsesglæde.

Under First Days kan du selv prøve kræfter med dancehall i en workshop på Dancefloor, hvor 1Guh Watch deler deres moves.

Dancehall-workshop. Tirsdag 30. juni kl. 12.30, Dancefloor
1Guh Watch. Onsdag 1. juli kl. 20.45 og torsdag 2. juli kl. 21.00, Platform

Hvordan giver man omsorg til en fremmed?

Iklædt highlighter-overstregede A4-dokumenter indtager en maskeret skikkelse Platforms 360 grader åbne scene med ordene: “I feel like a piece of paper. I’m a couple of thousand papers long”.

Dokumenterne stammer fra kunstner Noah Umur Kanbers egne forløb i det offentlige system og vidner om de bureaukratiske og ufølsomme processer, hun har oplevet gennem sin barndom.

I performancen I feel like a piece of paper generobrer Noah Umur Kanber sin fortælling og inviterer dig med til en ceremoni om sårbarhed, vrede, humor og omsorg mellem fremmede.

I feel like a piece of paper. Torsdag 2. juli kl. 13.30, Platform

Træn fællesskabet som en muskel

I en tid, hvor man kan føle sig lammet og ude af stand til at bevæge sig, insisterer Heart To Ride på bevægelse frem for stilstand.

Danser og koreograf Joana Öhlschläger samler en gruppe dansere i en anderledes cardio-performance, hvor de undersøger, hvordan man kan opretholde og påvirke hinandens energi gennem skift, kontakt og afstand.

Lad dig rive med af holdånden, når værket træner nærvær, følsomhed og fællesskab som en muskel.

Joana Öhlschläger. Torsdag 2. juli kl. 15.00 og fredag 3. juli kl. 17.15, Platform

Ned i mudderet

Du må gerne bevæge dig ind i Anna Walthers kunstværk Who’s Gonna Do the Dirty Jobs, When Everyone Is Equal?, men vi kan ikke garantere, at du ikke bliver beskidt.

Værket består af et lag mudder, som du må trodse for at nå klatrestativet i midten. Festivalmudderet bliver et fysisk billede på den uretfærdighed, der opstår, når forestillingen om ligestilling møder den virkelige verden.

For spørgsmålet er enkelt og svært på samme tid: Hvem gør det beskidte arbejde, hvis alle er lige?

Who’s Gonna Do the Dirty Jobs, When Everyone Is Equal? præsenteres i samarbejde med Art Hub Copenhagen.