Områdeleder til Camping i Byplan og Logistik

SPROGKRAV: Dansk og Engelsk 

ALDERSKRAV: Min. 18 år

INDSATS: Helårs-ansvarlig (300+ timer)

KONTAKT: jesper.kjaergaard@roskilde-festival.dk 

OM OPGAVEN OG HVAD DU BLIVER EN DEL AF

Områdelederen er områdets projektleder og er med til både at skabe og eksekvere Byplanen.

Gennem gode inddragende processer, er det områdelederens opgave at sørge for at samle organisationen omkring udvikling, planlægning og projektering af en helstøbt oplevelse, tro mod de skitserede rammer, idéer og identiteter fra Byplanen.

Som områdeleder er du ansvarlig for grundidéen med området og skal sikre, at det visuelle og rumlige udtryk lever op til den aftalte identitet i området og det kvalitetsniveau, der skal være kendetegnende for Camping. Dette gælder både i forhold til festivalens interne leverancer og projekter, men også for de eksterne stadeholdere, hvor dialogen tages i tæt samarbejde med Handel & Gastronomi. Særligt fokuseret er vi på integration og planlægning af vores affaldsindsats og vores cirkulære ambitioner som skal stå tydeligt frem i vores prioriteringer når vi planlægger.

Områdelederen er bindeled mellem identiteten i området og planlægningen, driften og udførslen af området og er ansvarlig for økonomien tildelt området. Du leder områdegruppen, samler interessenter på tværs af divisioner og sørger for, at planlægningsprocessen skrider frem i fælles samarbejde.

Rollen strækker sig over hele året med mange planlægningsaktiviteter både i efteråret, hen over vinter og forår og intensiveres frem mod sommerens festival, hvor det også forventes, at du kan være mange dage samlet på pladsen både op til, under og efter festivalen. Samlet skal du regne med et timeforbrug på +300 timer.

Rollen er en krævende lederopgave, hvor mange tråde og en bred kreds af involverede skal samles. Det forudsætter derfor, at du allerede har ledelseserfaring, gerne fra RF om end det ikke er et krav. Har du ikke RF-erfaring, forventes det dog, at du har en sammenlignelig, brugbar erfaring fra andet arbejde eller engagement.

HVEM ER VI?

Der er en bred ledelsesgruppe på tværs af de større leverancer på tværs af vores campingområder samlet set. Du vil som områdeleder lede og guide den videre indsats og planlægning i samarbejde med en række ansvarlige for de forskellige leverancer i området. Dertil har områdets egen logistikfunktion også et mindre praktisk team, der udfører forskellige opbygningsopgaver i området. Her vil du i samarbejde med områdeledelsesteamet skulle planlægge og prioritere, hvordan holdets kræfter bruges bedst i udviklingen af publikumsoplevelsen i området.

Det er en super spændende opgave, der kan give dig masser af ledelseserfaringer og gode timer med dit team og mange samarbejdspartnere. Du bliver en del af den samlede ledelsesgruppe for hele Camping, som mødes jævnligt over hele året, så du får mange gode kollegaer at sparre med. Og så er det bare sjovt at lave festival hele året!

VIL DU VÆRE EN DEL AF HOLDET?

Kontaktperson er Jesper Kjærgaard, Områdechef Camping.

Send din ansøgning til jesper.kjaergaard@roskilde-festival.dk.

I din ansøgning bedes du skrive, hvorfor du mener du har de erfaringer og kvalifikationer, der skal til for at løse opgaven, og ikke mindst hvorfor du mener, du er den helt rigtige til rollen. Vi behandler ansøgninger løbende og du starter i rollen, så snart vi er gensidigt enige om, at du er den nye områdeleder for Camping.