Af Andreas Elbke Mortesen, frivillig journalist i Roskilde Festivals Mediehus.
“Hvis du ikke kan udtrykke dig selv, dør du langsomt indefra.”
Ordene kommer fra Uta Bekaia, kunstner og medlem af det Eau de Cologne, som i dag inviterer til fest på Dancefloor. Gennem hårdtpumpende raves skaber det georgiske queerkollektiv et frirum for dem, som undertrykkes og presses ud af det offentlige rum.
Eau De Cologne opstod som en lukket undergrundsfest for kvinder og queerpersoner i Tbilisi i Georgien – et land, hvor LGBTQ+-personer lever med chikane, hadforbrydelser og politisk modstand – og er i dag en markant stemme i Georgiens queerbevægelse. Aftenens rave på Roskilde Festival markerer den første gang, at kollektivet holder fest uden for hjemlandet.
Det er ikke tilfældigt.
Rave med Eau de Cologne
Du kan feste med Eau de Cologne & Hitori Ni mandag 30. juni kl. 17.00 på Dancefloor.
Inden da kan du møde dem i en talk om queer-protest og georgisk klubkultur kl. 13.15 på Flokkr.
Som en del af årets program sætter Roskilde Festival fokus på, hvordan festen kan være en platform for aktivisme og forandring. Og for Eau De Cologne er det en stor ting at blive inviteret.
“Vi er spændte. Det betyder alt at få lov til at vise vores verden frem. Det giver os styrke. Når vi bliver taget alvorligt her, gør det os mere legitime derhjemme. Mindre sårbare. Det er noget, vi kan bygge videre på,” siger Uta Bakaia.
Eau De Cologne holder normalt til på den ikoniske technoklub Bassiani, der af mange profilerede kunstnere og DJ’s betragtes som verdens bedste undergrundsklub. Her fester de med et livsvigtigt formål:
“Det er det eneste sted, hvor vi kan være os selv og fejre vores identitet, seksualitet og krop. Vores fester er en slags oversættelse. De gør det muligt for andre – også folk uden for miljøet – at forstå os.”
Men hvordan træder man ind i en så vigtig en fest, hvis man selv er vokset op med frihed og rettigheder?
“Det eneste, du skal vide, er, hvordan man fester,” siger Uta med et grin.
“Alle er velkomne – og jo flere, der dukker op, jo stærkere bliver vi alle. Men det kræver, at man lægger sit ego fra sig. I den virkelige verden er vi ikke alle lige – men det er vi i festen. Det er noget du skal du mærke, dele og nyde.”
Under temaet Festen som aktivisme har du flere muligheder for at kunne protestere og danse på samme tid:

Du kan synge drag-karaoke med La Sosi på Flokkr tirsdag 1. juli kl. 17.30, hvor klassisk karaoke bliver kombineret med et dragshow i verdensklasse.

Manifest udfordrer tyngdekraften med en kaotisk cirkusperformance, hvor fem performere opfører en farverig scenecollage til pumpende beats. Det er tirsdag 1. juli kl. 17.00 på Dancefloor.

Koreograf og danser Marie Kaae inviterer dig ind i et performanceværk, der undersøger den kraft der opstår, når vi lytter og bevæger vores kroppe i fællesskab. Det sker to gange - onsdag 2. juli kl. 21.30 og torsdag 3. juli kl. 19.15 på Platform.