20252906 Orangefoto Bioglimmerparty Sofijaninesa 14

Din guide til de fedeste campfester

27.06.2026Festivalen

Fra skumkanoner og glidebaner til fake tattoos og koneløb:Vi har samlet nogle af de campfester, du bare ikke må gå glip af.

Af Josefine Guldager Jepsen, frivillig i Roskilde Festivals Mediehus

Oh yes, here we go again! Efter et helt års ventetid er Roskilde Festival 2026 endelig skudt i gang! 

Teltene er slået op, de første naboer har slået sig ned ved siden af dig, og en hel uge fyldt med musik og fællesskab venter forude! 

Men det er ikke kun foran scenerne, du finder de oplevelser, du sent vil glemme.

I vores Community Camping-områder opstår der hvert år nye traditioner, skæve konkurrencer og camp-fester, du kun finder på Roskilde Festival. Her er nogle af de fester – skabt fra bunden af vores deltagere til vores deltagere – du bør skrive i kalenderen allerede nu.

Hele festivalen lige ved hånden

Hver dag under Roskilde Festival kan du gå på opdagelse i nye interviews, guides, anbefalinger og historier på roskilde-festival.dk og i appen.

Her finder du inspiration til din næste koncert, møder kunstnerne bag musikken og kommer tættere på alt det, der sker foran, bagved og mellem scenerne.

Nicolai Hegelund Vilhelmsen

Roskildes største vandfest

Pak badetøjet og find dine bedste moves frem. 

Camp Splash inviterer endnu en gang til vandfest med glidebane, konkurrencer og baderinge i Settle'n Share. Her er der garanti for våde festivalgæster og højt humør. 

Glidebanefest: Søndag 28. juni kl. 16.00 i P45, Settle'n Share.

Spikeball og strandstemning ved badesøen

Hvis du drømmer om beach party midt på festivalen, er Badesøen stedet at være. 

Camp Brag og Badesøens Bar inviterer til spikeball-turnering med kolde drikke, høj musik og sommerstemning. Du behøver ikke kende reglerne på forhånd – du skal bare være klar på at kaste dig ud i det. 

Spikeball-turnering: Mandag 29. juni kl. 14.00-16.00 ved Badesøen. 

Klar, parat, koneløb!

Hvor hurtigt kan du løbe med et andet menneske på ryggen? 

Find ud af det, når Koneløb 2026 inviterer festivalgæster til at kæmpe sig gennem en festlig forhindringsbane. Køn er underordnet, men tempoet tæller, når der dystes om 100 øl til vinderholdet. 

Koneløb 2026: Mandag 29. juni kl. 14.00 (præmieoverrækkelse kl. 15.00) i Settle and share. 

Fake tattoos og Tessa på anlægget

Drømmer du om et tramp stamp eller et par Tessa-vinger? Så læg vejen forbi Clean Out Loud. 

Ice Sjakalinas gentager succesen fra tidligere år og inviterer til fake tattoo-event med masser af midlertidig kropskunst, festivalstemning og Tessa-bangers på soundboksen. 

Fake Tattoo Event: Mandag 29. juni kl. 15.00 i Clean Out Loud.

Jacob Stage

Skumfesten er tilbage

Nogle traditioner vender tilbage år efter år. Skumfesten i Brandstationen er en af dem. 

Tre skumkanoner sørger for, at Dream City bliver forvandlet til ét stort skumbad, når festivalgæster samles til dans, sommertunes og skum i håret. Husk badetøj og solbriller! 

Skumfest: Mandag 29. juni kl 16.00 i Brandstationen, Dream City. 

Kaffedak i Klubhuset

Kaffe i koppen. Musik i kroppen.

Camp Klubhuset inviterer til Kaffedak, en morgenfest med kaffe, ingefærshots og musik, der kan få dagen i gang med et smil. Her handler det om fællesskab, energi og højt humør, når Dream City danser sig ind i dagen. 

Perfekt til dig, der vil starte festivaldagen med noget varmt i hænderne og gang i benene.

Kaffedak: Onsdag 1. juli kl. 10.00 i Camp Klubhuset, Dream City. 

Nøgenløb i Dream City

Hver sommer går snakken: "Så du nøgenløbet?" 

Dream Citys måske mest legendariske tradition er tilbage, når 30 modige deltagere smider tøjet og løber gennem Dream City. Du kan se frem til feststemning, jubel og kampen om en billet til Roskilde Festival 2027. 

Nøgenløb: Torsdag 2. juli kl. 13.30 i Dream City (løbsstart kl. 14.00).

Fodboldtrøjefredag

Hop i din yndlingsfodboldtrøje og kig forbi Camp Klimabold i Common Ground. Her kombineres festivalstemning med et vigtigt budskab, når gæster inviteres til at støtte Børnecancerfonden gennem initiativet Fodboldtrøjefredag. 

Der bliver spillet bold, delt gratis Maté Maté ud og skålet på tværs af klubfarver. 

Fodboldtrøjefredag: Fredag 3. juli kl:. 13.00-17.00 hos Camp Klimabold i Common Ground. 

Husk pauseknappen

Det bedste ved Roskilde Festival er, at du selv bestemmer tempoet. Nogle dage kalder glimmer, skum og soundbokse. Andre dage er det rart lige at trække vejret, finde en plads i skyggen eller lade batterierne op, før næste event.

Rundt omkring på festivalen finder du rolige områder, grønne oaser og steder med lidt lavere tempo. Kig efter pauseknappen på festivalkortet i appen – den viser dig vej til de steder, hvor du kan sætte dig, slappe af og lade op, når du har brug for det.