Af Thea Emilie Høj-Poulsen, frivillig journalist i Roskilde Festivals Mediehus (Fotos: Henrik Arum og Inger Marie Helgasdatter)
Ryger klimaidealerne i skraldespanden i samme sekund, du sætter foden på festivalpladsen? Det behøver de ikke. Du kan sagtens tage dem med ind på den anden side af hegnet – og det er nemmere, end du tror.
For grøn aktivisme kan være alt muligt, fortæller Tamar Iversholt Bashary og Magnus Bonde Pedersen, der begge har været med til at stable Greenpeace Village på benene.
“Det handler om at gøre noget godt for andre og passe på sine venner og det fællesskab, man er en del af”, siger Magnus.
Det oplagte kender du måske allerede: spis vegetarisk, køb genbrug, tjek madbodernes CO2-aftryk i appen og tag teltet med hjem. Men inde i Greenpeace Village venter et par mere uvante måder at kæmpe klimaets sag. Tamar og Magnus guider dig rundt.

Hele festivalen lige ved hånden
Hver dag under Roskilde Festival kan du gå på opdagelse i nye interviews, guides, anbefalinger og historier på roskilde-festival.dk og i appen.
Her finder du inspiration til din næste koncert, møder kunstnerne bag musikken og kommer tættere på alt det, der sker foran, bagved og mellem scenerne.
KAN DU NÅ TOPPEN?
Det første, der rejser sig foran dig i Greenpeace Village, er en seks meter høj klatrevæg. Spænd selen på og prøv det, de kalder ”industrial climbing” – samme slags klatring, Greenpeace-aktivister bruger, når de hænger meterhøje bannere ned ad bygninger ude i verden.
"Vi arbejder med civil ulydighed som en af vores måder at lave aktivisme på. Klatring er en af dem," fortæller Magnus.
På toppen venter et kunstværk lavet af en af de frivillige og en udsigt over pladsen, du ikke får andre steder. Er højder ikke lige dig, er der heldigvis stadig masser at gå ombord i med begge ben på jorden.
GREENPEACE VILLAGE
Roskilde Festival og Greenpeace har i år indgået et partnerskab for første gang og åbnet den grønne landby.
Tanken er at åbne den aktivistiske værktøjskasse, inspirere til fælles handling og at vise, at aktivisme har mange former.
Find Greenpeace Village i Camping West lige ved gangbroen.
Åbent dagligt kl. 10-16
TRYK DIT EGET KAMPRÅB
"Make polluters pay." "Tax the super rich." "No justice in a rigged system." Det er tre af de 11 budskaber, du kan få trykt direkte på din egen T-shirt i stencil-værkstedet. De kalder det craftivism, og bag et af trykkene står den britiske street-art-kunstner Bambi, der har lavet det specielt til festivalen.
"Mange unge går rundt og tror, at de alligevel ikke kan gøre noget. At det ikke er dem, der kan stoppe de store milliardærer. Men aktivisme er også i det små. Det er at give sig selv en stemme, for eksempel ved at printe et politisk budskab på sin trøje," siger Tamar.
"Ser du en gå rundt med et budskab, kan du lige pludselig få et skud energi og lidt mod," supplerer Magnus.
Og er trøjen ikke nok, kan du tage en midlertidig tattoo med dig videre ud på pladsen.
"Her er plads til alle"
Den følelse, du måske kender – at klimakrisen er for stor til, at du kan gøre noget ved den – vil Greenpeace gerne til livs. Føler du dig som den eneste, der spiser mindre kød eller flyver mindre? Det er du ikke. Der er en kæmpe global bevægelse omkring dig, understreger de.
Og krisen er meget mere end sultne isbjørne, minder de om. Den handler også om krig, om din nabo, om din løn og alt derimellem. Så kig forbi, uanset om du allerede brænder for sagen eller bare er nysgerrig.
"Det skal ikke kun være et område for aktivister," slutter de. "Her er der plads til alle. Kom og leg med os!"












