Hop på en tidsrejse gennem Roskildes scener

På Dyrskuepladsen i 1971 står en gruppe lokale gymnasieelever. De har fået en idé.

Fascineret af fællesskaberne og musikken omkring amerikanske Woodstock vil de lave deres egen festival.

Hvor mange der vil købe billet eller dukke op, har de ingen anelse om. Men debuten går over al forventning. Over 12.000 mennesker strømmer mod “Sound Festival”, som festivalen hedder sit første år. 

Ordet spreder sig, og mange hopper over hegnet for at undgå at betale billetprisen på 30 kroner. Det er kaotisk og storslået på én og samme tid. 

Uden optegnede grænser mellem koncertplads og camping kan deltagerne slå telt op foran festivalens eneste scene, falde i søvn til musik og vågne midt i festivalens puls. 

De lokale unge skaber, hvad der senere bliver Nordens største festival. De ved det bare ikke endnu.

Roskilde Festival har vokseværk, og der opstår et behov for noget større.

I en støvet hangar i Sydengland finder festivalen et hengemt telt, som har haft et omflakkende liv – fra europaturné med The Rolling Stones til en kaotisk velgørenhedskoncert i Hyde Park med Queen. Det er en orange teltdug med en svævende facon og tre spidse master – et såkaldt “canopy-telt”. Starten på det, der senere bliver et ikonisk kendetegn.

Her får det navnet Canopyscenen, og Bob Marley bliver en af de første til at spille på den nye scene.

Den ikoniske orange farve er ikke valgt, fordi den skiller sig ud – men fordi det ganske enkelt er den billigste løsning på markedet. En farve, der altså både er praktisk og siden er blevet synonym med Roskilde Festival.

De er unge, rå og stadig et navn, som de færreste i Europa for alvor kender. Men på Roskilde Festival i 1982 ændrer noget sig for irske U2.

Midt i koncerten forlader den 22-årige forsanger Bono scenen og kravler op i det pigtrådshegn, der adskiller publikum fra scenen. Hængende dér med mikrofonen i hånden, så tæt på, at folk kan nå ham, opløser han grænsen mellem band og publikum i et øjeblik af ren nerve. 

Senere, under nummeret "11 O’Clock Tick Tock", bliver han løftet op i en kran og svæver hen over menneskemængden. "We're going up", befaler Bono. Og op, det går Bono og U2 for alvor efter koncerten.

I 1986 får den daværende Canopyscene endelig sit ikoniske navn: Orange Scene. 

Et navn, der rammer noget større end bare farven på teltdugen, og som hurtigt sætter sig som selve symbolet på Roskilde Festival.

Men Orange står ikke alene. Samme år får de øvrige scener også farver: Grøn og Blå, og senere kommer Hvid og Rød til. Et simpelt valg af navne, der gør pladsen mere overskuelig og samtidig giver hver scene sin egen identitet og stemning.

Siden er meget ændret, og Orange Scene er i dag den eneste af farvescenerne, der har beholdt sit navn.

Hvis du ikke var født i 1992, har du helt sikkert hørt din mor, onkel eller bedstefar sige: “Alle danskere kan huske, hvor de befandt sig, da Danmark vandt EM i fodbold i ’92.”

Nogle sidder klistret til en tv-skærm. Andre står på Roskilde Festival til koncert med Nirvana. For mens Danmark skriver fodboldhistorie, bliver koncerten lagt senere på aftenen, så publikum kan nå at se finalen først. 

Da bandet endelig går på, er stemningen elektrisk. Publikum er stadig høje på sejren, råber og jubler, og de stakkels amerikanere på scenen forstår ærlig talt ikke helt hvorfor. Men det gør ikke noget – tværtimod. For det bliver et af de øjeblikke, hvor fodboldfeberen hænger i luften og bidrager til en kæmpe stemning. 

Til sidst bliver forvirringen for stor. Grøn Scene er … ikke grøn. Den gule? Heller ikke gul. I starten af 00’erne tager festivalen derfor beslutningen om at lave navnene om.

Grøn Scene bliver til Arena. Et navn, der passer bedre til størrelsen, lyden og ambitionerne. Arena bliver den store overdækkede scene, hvor etablerede navne møder publikum helt tæt på, og hurtigt vokser dem sig til en af de mest ikoniske på Roskilde Festival.

Samtidig skyder to nye scener frem: Pavilion og Odeon. Mindre, tættere og mere rå. Det er også her, at rocken for alvor sætter dagsordenen på Roskilde Festival. 

I 2007 forsvinder Ballroom fra Roskilde Festival. En scene placeret i et telt, der er fyldt med afrobeats og rytmer fra hele verden. I årevis er det et fast samlingspunkt for dem, der søger noget andet end de store navne på de klassiske hovedscener.

Men i takt med at festivalen udvikler sig, begynder verdensmusikken – som den lidt stedmoderligt blev kaldt – at bevæge sig ud af teltet. 

"Verdensmusikken" bliver ikke længere samlet ét sted, men finder vej ind på tværs af programmet. Den blander sig med genrer som rock, hiphop og elektroniske beats og kommer til at ligne den måde, vi oplever musik på i dag.

Da Ballroom lukker, er det derfor ikke et farvel til "verdensmusikken". Det er et tegn på, at den har bredt sig og nu hører hjemme overalt på pladsen.

Fredag nat træder Nephew ind på Orange Scene. Foran dem står 60.000 mennesker. Det er et af de vådeste år i festivalens historie, og nu er det endelig uden regn over hovederne. 

Fællessangen vælter ud over pladsen, og hænderne klapper i takt helt ned til bagerste række. Under Hospital sker der noget særligt. L.O.C. træder ind på scenen, og to musikalske verdener smelter sammen i et øjeblik, hvor rock og hiphop mødes foran et massivt publikum.

For mange føles det som første gang, de to udtryk for alvor deles på Orange Scene.

Koncerten ender som et levende bevis på, at den største ikke kun tilhører de store internationale navne.

Da Eminem går på Orange Scene i 2018, er det ikke bare første gang, han spiller i Danmark. Det bliver også den største koncert i Roskilde Festivals historie med cirka 100.000 publikummer.

Eminem går på med et kæmpe setup, fyrværkeri og et tempo, der næsten ikke giver publikum pauser. Rimene sidder skarpt, og selv de ældre numre rammer med samme energi som i starten af 00’erne. 

Efter en lang hitparade forlader han scenen, men alle ved, at Eminem ikke er færdig.

Og så sker det. Et velkendt klaverstykke og guitarriff rammer, og Eminem begynder...

“Look, if you had one shot, or one opportunity ...” 

Det hele kulminerer. Publikum eksploderer og giver det sidste af deres lungers fulde kraft til ikoniske "Lose Yourself".