Der er gået nogle år siden sidst. Men nu er det ikoniske skateområde tilbage på Roskilde Festival – og det bliver genindviet med manér.
Du kan både se nogle af Danmarks dygtigste skatere give den gas på rampen – og selv få chancen for at trille ud på boardet og mærke suset under fødderne. Med i front er Rune Glifberg, levende legende og en af de vigtigste skikkelser i dansk skateboardhistorie.
”At komme herud er lidt ligesom at vende tilbage til græsrødderne,” siger han.
Rune Glifberg har gennem sin karriere vundet internationale konkurrencer, skatet over hele verden og deltaget i OL som den første dansker nogensinde i disciplinen. Nu glæder han sig til at stå midt i Roskilde-støvet igen.
”Jeg er selvfølgelig på Roskilde Festival, fordi jeg elsker god musik. Og så fordi jeg skal ned og vise, hvad skateboardkulturen kan som del af skateboardlandsholdet. For mig er det en kombination. Jeg er kommet på Roskilde Festival i rigtigt mange år, så at skateboarding nu vender tilbage er en kæmpe bonus.”
Musik og skateboarding hænger uløseligt sammen for Rune Glifberg.
”Skateboarding er jo en måde at udtrykke sig på – ligesom musik. Og så er det en legende aktivitet, der passer perfekt til det at være på festival: solskin, en fadøl eller sodavand i hånden og at høre noget fed musik. Derfor passer skateboarding bare perfekt sammen med det at gå på festival.”
FAKTA: RUNE GLIFBERG
Rune Glifberg er en af Danmarks mest markante skateboardprofiler nogensinde. Han har vundet internationale konkurrencer og har to gange i karrieren været rangeret som verdens bedste – først i vert-disciplinen i 2001 og senere i bowl i 2008.
I 2021 skrev han sig ind i historien som den første dansker til at deltage i OL i skateboarding, da disciplinen debuterede på det olympiske program i Tokyo.
Glifberg er stadig aktiv som professionel skater, men driver samtidig virksomheden Glifberg+Lykke Design – en tegnestue med speciale i skateparker, aktive byrum og byrumsidrætsfaciliteter. Tegnestuen står bag designet af en række skateparker i både Danmark og udlandet.
Selvom det danske skateboardlandshold kigger forbi og viser tricks, handler skate på Roskilde Festival ikke om præstation. Det handler om stemning.
”Noget af det fede for mig i de her dage er at komme ud og være en del af kulturen, hvor det ikke går op i konkurrence eller handler om at være bedst. Det har været min verden i mange år, men nu er jeg mest optaget af kulturen og fællesskabet,” siger Rune Glifberg.
Han beskriver området som et sted med god energi, høj musik og masser af smil.
”Man kan forvente underholdning i topklasse og rigtig god skateboarding. Og så møder man nogle mennesker, der brænder for det, de laver. Jeg tror, det bliver en fed oplevelse – også selvom man kun har en lille interesse for skate eller gadekultur.”
Rune Glifberg har mange minder fra festivalens Skate-område: Om vert-ramper, streetkonkurrencer, sagnomspundne koncerter og vilde idéer. Men det er ikke bare nostalgi og underholdning, han håber, folk tager med sig fra Skate.
”Jeg håber, at folk får en virkelig god oplevelse – men også noget gåpåmod og måske et ønske om selv at stå på et skateboard. Forhåbentlig er der en masse, der bliver inspireret og får lyst til at kigge lidt dybere ind i skateboarding.”
Vi har samlet et overblik over aktiviteterne i Skate-området – både for dig, der vil se med, og dig, der har lyst til selv at være med.

Oplev nogle af landets bedste skatere, når det danske skateboardlandshold laver opvisning i både Street og Park. Bagefter kan du selv hoppe med i konkurrencer som Best Trick, Game of Skate og Death Race.

Det københavnske skatefællesskab Obviously inviterer til en åben session, hvor begyndere kan prøve kræfter med skateboarding i trygge, inkluderende og opbakkende rammer.

Træk i dit mest ekstravagante festival-outfit, spænd rulleskøjterne og vær med til Roskilde Festivals første rulledisko! Aftenen kickstartes med et hæsblæsende show med professionelle rulleskøjteskatere.

Se dygtige skatere folde sig ud i mini-rampen – eller deltag selv i konkurrencen og få chancen for at vinde en billet til næste års festival.

Uanset om du er øvet, nybegynder eller et sted midt imellem, er du velkommen til de åbne sessioner. Har du ikke dit eget udstyr med? Intet problem – du kan leje både skateboard og rulleskøjter.