Invitationer til politikere

Roskilde Festival inviterer årligt politikere ud på festivalpladsen. Her er fakta og baggrund for invitationerne

Hvorfor inviterer I politikere med på festivalen? 

Udgangspunktet for invitationerne er, at Roskilde Festival som en førende kulturinstitution er væsentlig for politikerne at kende til. 

Samtidig favner festivalen projekter og partnerskaber inden for kulturelle, sociale, grønne og filantropiske fokusområder, som vi ønsker at vise frem. Det er vigtigt for vores almennyttige virke, at politikerne ved, hvad Roskilde Festival står for, og hvordan vi arbejder ud fra et bredere perspektiv end, hvad der sædvanligvis præsenteres i nyhedsmedierne. 

Med 130.000 deltagere kan Roskilde Festival ses som Danmarks fjerdestørste by målt i ’indbyggertal’. Dermed fungerer festivalen også som testplatform og laboratorium for nye løsninger, produkter og initiativer. 

Derfor inviterer vi ind i mellem også politikere, som kan have en specifik interesse i forskellige projekter og løsninger, der har bredere samfundsrelevans. 

Hvilke politikere inviterer I?

I Folketinget begrænses invitationerne til den siddende regering og politikere fra relevante udvalg. 

I kommunalt regi inviteres Roskilde Kommunes byråd og politisk udpegede udvalg, da det giver mening, at de lokale politikere kender til kommunens største kulturbegivenhed. Derudover har vi også inviteret politikere fra Københavns Kommune. 

Hvordan tilrettelægges et politikerbesøg?

Hvis en politiker siger ja til en invitation, tilrettelægges en præsentation på festivalpladsen, der hænger sammen med politikerens eller gruppens (byrådet, udvalget o.l.) resort og/eller interesseområder. 

Hvor mange inviterer I, og hvor mange besøger festivalen?

I de senere år har festivalen inviteret cirka 75-100 deltagere årligt, hvoraf cirka 40-45 har sagt ja til invitationen. 

Kan politikerne tage ledsagere med?

Ministre inviteres med ledsager og kan derudover forespørge om adgang for f.eks. rådgivere og sekretærer, der kan få adgang uden betaling. Eventuelle ledsagere til øvrige politikere betaler selv for adgang til festivalpladsen. 

Hvilke politikere har konkret deltaget i tidligere år og/eller deltager på årets festival?

Vi anbefaler journalister at spørge relevante politikere direkte, da Roskilde Festival ikke udleverer persondata om deltagerne.


Tilbage til pressemateriale