- Tirsdag 30. juni11.00, Cinema
Fire stærke film fra Ghana, Kenya, Indien og Somalia sætter fokus på frihed gennem personlige fortællinger. Vi møder en danser fra Nairobi, der trodser offentlig skam, aktivister fra Accra, der kæmper mod miljøødelæggelse, en ung kvinde fra Somalia, der bryder sociale normer, og skolebørn i Indien, der er påvirket af intolerance. Kombineret med stærke samtaler giver Why Freedom perspektiv på mod, modstand og kampen for frihed.
Efter kortfilmene Shame's Last Dance (17 min.), We Won't Let You Poison Us (15 min.) og Path of her Own (14 min.) kan du bl.a. møde den kenyanske producent på kortfilmene, Mungai Kiroga i en samtale om, hvordan historier bliver til, hvem der fortæller dem, og hvordan vi samarbejder i en proces, der handler mindre om hjælp og udvikling og mere om solidaritet og samhørighed. Efter visningen af filmen Catching Them Young (45 min) kan du møde filmens instruktør Pankaj Johar i en samtale med Mathilde Kürstein fra The Why Foundation.
Cinema er Roskilde Festivals biograf, som vender tilbage i 2026 efter 13 år. Her kan du under First Days opleve både nye spillefilm, dokumentarer og særlige nattevisninger. Programmet til Cinema er tilrettelagt af Roskilde Festival og Roskilde Festival Højskole og skabt i samarbejde med CPH:DOX, Europa-Parlamentet, The Why Foundation, RoskildeBio.nu og Den Danske Filmskole.

